Jeg er en hær

Citat
“Jeg har lyst til at holde om ham, for det er sødt, at han tror det, men jeg har samtidig lyst til at græde, for det er sørgeligt, at han ikke kender mig bedre.
“Far, jeg forestiller mig dagligt, at jeg overfalder folk. Jeg forestiller mig, at verden går under, at jeg slår mig selv ihjel. Jeg har de tanker. Det har Jesper ikke. Jesper er rolig og kærlig”
Far er blevet bleg, så jeg skynder mig at sige: “Det er bare tanker. Jeg skader hverken mig selv eller andre.”
Resten af aftenen er ikke særlig hyggelig.”
“Jeg er en hær”, side 74.

Jakob er en 27-årig, opdigtet middelklassedansker, og han fortæller sin historie i Lars Husums anden roman “Jeg er en hær” fra 2010. Han arbejder som løjtnant og er en sammenblanding af de mest almindelige forestillinger/fordomme om soldater som provinsspejdere eller bøv'er (børnevoksne), der er blevet lokket til af eventyret og den voksende mediedækning op gennem halvfemserne.

Jakob er lidt træg i det, på den anden side gør han sig meget godt i isolerede dele af storbyens natteliv. Han er vokset op i et pacifistisk lærerhjem, og hans skolegang er afsluttet med folkeskolen. Han har en smule voldelig latens, lidt dødsdrift og en oplevelse af meningstab, som hæren kompenserer for. Han bor i København og får, hvad han har brug for af penge, sex og selskab. Han er en stor fyr, vægttrænet og en enspænder. Det hele hænger nogenlunde fint sammen. Det bliver helt godt, da den lærerstuderende og livsglade Lone kommer ind i hans liv sammen med sønnen Asker. Det er romanens begyndelse. Hun bygger rede i hans lejlighed, og han bliver udsendt til Bosnien. Og så hænger det ikke sammen længere. Den 11. september 2001 skyder en serbisk nationalist Jakobs delingsfører, samtidig med, at flyene brager ind i tvillingetårnene i New York, og samtidig bliver Lone smadret i en bilulykke. Det begynder at krakelere indvendigt.

Jakob springer Irak-krigen over, mens Lone kommer sig, og han selv prøver at få hold på sig selv. Problemet er ikke udsendelsen. Problemet er at vende hjem, sådan som det vist nok er for “frontsvin”. Det bliver klart, efter han har været i Afghanistan.

Fortællingen er flydende og levende formidlet i korte talesprogssætninger med indlagte drømme, billeder, lister, diverse dokumenter, anekdoter (angiveligt hentet i samtaler med veteraner) og en løbende spejling i barndomsvennen og soldaterkammeraten Jespers lidelser. Enhver ansats til sidehistorier bliver lukket ned. Der bliver fortalt med en programmatisk insisteren på fokus og effektivitet. Alt i alt en tidssvarende realisme med nogle få fantastiske indslag som det påfaldende sammenfald af ulykker den 11. september og en varme, som især andrager soldaterkæresterne Lone og Jespers Tina, der er trofaste og godhjertede og for Lones vedkommende pudsig på den kære måde med hidsighedsanfald, når soldaten sætter sit liv på spil.