Selv om Ibsen på det tidspunkt, hvor han slår igennem til den næste generation, har rundet de halvtreds, har han endnu ikke toppet. Hans personer står i nogen grad i skyggen af hans hævede pegefinger, de er inkarnerede begreber, illustrationer af en pointe, uden udviklet psykologisk dybde og menneskelig spændvidde. Det gælder også kvinderne. Nora og Petra og deres modstykker blandt de dydssirede borgerfruer og frøkner er for rene i snittet, eksempler på henholdsvis de frisatte og de bundne kvinder, for entydigt rigtigt eller forkerte på den til for alvor at brænde igennem som mere end snildt formidlede ideer. Det ændrer sig med portrættet af den sociale paria Hedda Gabler, der vel med tiden har nærmet sig en betydning for kvindelige karakterskuespillere, som matcher den Hamlet har for mandlige. En rolle som tillader og tvinger skuespilleren til at trække på hele sit repertoire, som er så nuanceret og fint ciseleret, at kun formidlerens evner sætter grænser for, hvad den kan vække og få frem i salen.
Hedda Gabler er endnu et symptom på elendigheden i den borgerlige ægtestand. Den 29-årige societypige har konstateret, at hendes party-dage er ovre. "Jeg hadde virkelig danset meg trett, kære assesor. Min tid var omme … ("Samlet verker", side 350). Med noget, som minder om livslede, har hun giftet sig med en tørvetriller af en doktormand og kedet sig gennem Europa på deres bryllupsrejse. Hjemme igen har doktormanden sørget for, at den dyreste villa i byen venter på dem, så Hedda kan bo med anstand. Men økonomien er mere end almindeligt anstrengt. Jørgen Tesman, som doktoren hedder, har ikke midlerne til at indfri Heddas forventninger. Hans nærmeste slægtning, den aldrende frøken Tesman, kaldet tante Julle har stillet sin pension som sikkerhed for parrets nyindkøbte inventar. Hele familiens fremtid er afhængig af, at Jørgen Tesman får en professorstilling, og det ligger i fortællingens natur, at det naturligvis ikke er så enkelt, som han havde regnet med. Den slibrige assesor Brack meddeler ham, at han må forvente konkurrence fra den anløbne forfatter Eilert Løvborg. Parrets fremtid er pludselig på vippen, de havde jo giftet sig på udsigterne, som Jørgen Tesman forklarer Brack. Hedda virker mere ligegyldig end egentlig skuffet og konstaterer uden videre anstalter, at det vel betyder, at hun heller ikke får sin livtjener og sin ridehest - det må hendes mand give hende ret i, det betyder det nok. Hedda har arvet et par pistoler efter sin generalfar. Næste gang Brack kommer på besøg, skyder hun lidt ud af vinduet og jager ham en alvorlig skræk i livet. Man fornemmer en god sans for det barokke og i det hele taget livskraft under den blaserte ligegyldighed. Men den stramme økonomi truer med at ramme andre end ægteparret selv. Tante Julle, som har garanteret for indboet med sin livrente, risikerer at ryge med i faldet, og desuden den syge tante, hun passer og hendes gamle tjenestepige Berte, som hun har overladt det nygifte par. Det hele er Heddas skyld, men hvis hun fatter det - og det gør hun nok - inspirerer det hende højst til foragt:
"HEDDA (afbrydende). Med den pigen kommer vi visst aldrig ud af det, Tesman. FRØKEN TESMAN. Ikke ud af det med Berte? TESMAN. Kære, - hvor falder du på det? Hvad? HEDDA (peger). Se der! Der har hun lagt sin gamle hat efter sig på stolen. TESMAN (forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet). Men Hedda da -! HEDDA. Tænk, - om nogen kom og så sligt. TESMAN. Nej men, Hedda, - det er jo tante Julles hat! HEDDA. Så? FRØKEN TESMAN (tager hatten). Ja såmæn er det min. Og gammel er den nu for resten ikke, lille fru Hedda. HEDDA. Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken Tesman." ("Samlede værker", bind 8, side 373.)
Men hendes karakter lægger selvfølgelig op til fortolkninger. For eksempel er det nærliggende at se hende som offer for akkurat de samme mekanismer som Nora, og hendes handlinger som udtryk for desperation og frustration over den osteklokke, hvis rammer inkarneres af Jørgen og hans tante. Til sidst brænder hun det manuskript, som kunne have fået hendes gamle flamme Eilert Løvborg på fode, og forårsager hans selvmord. Assesor Brack truer med at afsløre hende, hvis hun ikke bliver hans elskerinde. I stedet skyder hun sig en kugle for panden med sin generalfars pistol - et potent symbol på roden til hendes vanskæbne. Somme har ment, at Ibsen netop er lidt for glad for symboler, men dertil er der ikke andet at sige end, at i en stram fortælleøkonomi er de et effektivt greb - og hans stramme fortælleøkonomi er netop én af grundene til, at hans værker holder sig friske, som om han havde anet, at han en dag skulle konkurrere med tv og film om opmærksomheden fra generationer, som er forvænt med et stort udbud.