Nordmosen

Citat
“Mobiltelefonen ringede i frakkelommen, idet han slukkede cigaretten. Det var lederen af teknisk afdeling, som oplyste, at det var lykkedes dem at læse gravskriften på stenen, og at man havde fundet tekststedet i Det Gamle Testamente. - Den stammer fra nummer 64. Davids salme, sagde afdelingslederen. - Ja, sagde Erlendur. - Skærm mit liv mod den rædsomme fjende.”
“Nordmosen”, s. 44.

Arnaldur Indridason får et internationalt gennembrud med den tredje roman i serien, “Myrin” fra 2000 (“Nordmosen”, 2003). Bogen tildeles Glasnøglen, som er Det Skandinaviske Krimiselskabs Pris for årets bedste nordiske krimi, og det er den første af hans bøger, der oversættes til dansk.

“Er det ikke bare et rigtig typisk islandsk mord? ... Beskidt, formålsløst og begået uden forsøg på at skjule det” , spørger kriminalkommissær Erlendur Sveinssons kollega Sigurdur Oli, da en ældre mand bliver fundet myrdet i sit hjem i Reykjavik-forstaden Myrin, der har lagt navn til romanen. Så enkelt hænger det imidlertid ikke sammen, for i mandens hjem finder Erlendur billedet af en fireårig piges gravsten. Et billede, der bliver nøglen til en historie om voldtægt og mord, slægtskab og arvelighed. Mordet er nemlig langtfra blot begået i affekt, sådan som Erlendurs makker tror. Det hænger tværtimod sammen med en faderskabshistorie, der er mere end 40 år gammel, men som stadig har alvorlige konsekvenser for de implicerede.

24553248

Parallelt med mordgåden løber historien om Erlendurs håbløse privatliv. Han opsøges af sin gravide datter, Eva, der har et alvorligt stofmisbrug. Erlendur er plaget af skyldfølelse over at have forladt hende, da hun var lille, og vil derfor gerne hjælpe hende for at gøre det godt igen. Hos Indridason findes der imidlertid ingen bodshandling, der kan opveje fortidens ugerninger, hverken for Erlendur selv eller i de sager, han opklarer.

“Nordmosen” er strengt komponeret og minimalistisk skrevet. Stilen er præget af en nordisk puritanisme, som kontrasterer handlingens syndfulde fortælling om voldtægt og mord. Indridasons knappe, informerende stil er blevet sammenlignet med de islandske sagaer. Og det er en arv, han gerne vedkender sig: ”Sagaerne er en del af den kulturarv, som ligger i underbevidstheden på alle islændinge ... De handler jo om forholdet mellem mennesker på godt og ondt, og det kan give masser af inspiration.” (Helene Moe “Strisser fra sagalandet”. Interview i Kristeligt Dagblad, 2005-02-05).