Riggo havde ikke noget imod det abstrakte

Hans Otto Jørgensens “Riggo havde ikke noget imod det abstrakte” fra 1997 består af 17 noveller. Alle novellerne, der alle tager afsæt i meget konkrete personer og begivenheder, som dog udvikler sig ud i det abstrakte og decideret surrealistiske.
Noglen gange er det abstrakte knyttet til, at der ikke gives årsagsforklaringer til læseren. Det er eksempelvis tilfældet i den indledende novelle, der bærer titlen “Riggo”. Riggo er en bred figur med en fysik som en bodybuilder, han har hård hud på knoerne af alle de bank, han har “spenderet på konen”, som han for øvrigt kalder kællingen. Han ynder at gå på stripbar, og så slår han ofte også, helt umotiveret, sin gode ven Allan. Der gives ikke nogen forklaring på Riggos opførsel. Han er bare et ualmindeligt dumt svin. Læserne får hverken adgang til viden om hans opvækst, hans samvær med kæresten eller eksempler på begivenheder, der kan motivere, at han er så brutal. Der er ingen forklaringer, og derfor kommer begivenhederne til at fremstå som abstrakte tilfælde – og “Riggo havde ikke noget imod det abstrakte” (side 13), hedder det da også. 
Andre gange er det abstrakte knyttet til, at der ikke gives årsagsforklaringer til hverken hovedkaraktererne eller læserne. Det er eksempelvis tilfældet i novellen “Vissepigen”, hvor de to hovedkarakterer Ruth og Otto forundres, drages og ængstes over abstrakte begivenheder og personer i deres omgivelser. Der er en blotter i et vindue og en kvinde, der bærer en tøjbylt, som hun taler til, som var det et barn. Og mens Ruth er bange for det abstrakte i form af blotteren, så er Otto tiltrukket af det sære pigebarn. Så tiltrukket faktisk, at måske også han mister ikke blot besindelsen, men også sit psykiske ve og vel.
I novellen “Den unge præst” må den 40-årige præst Theil erkende, at han ikke kan hjælpe en psykisk syg dreng. Det gør ham så afmægtig, at han mister troen på både sig selv og på Gud. Det er således igen mødet med det abstrakte, der forandrer hovedkarakterens liv.
Novellerne er alle præget af en lurende uro. Det er de små tilfældigheder, alle de ting, vi mennesker ikke forstår, alt det vi ikke kan få forklaringer på, der tipper hovedkarakterernes hverdag og virkelighed. Som ryster dem i den grad, at de ikke kan vende tilbage til livet før. Eller andre gange, som i tilfældet Riggo, så er det ikke hovedpersonens virkelighed, der rystes, men blot læseren, der oplever, at verden skrider, fordi der ikke er nogen mening. Ingen forklaringer.