Ida og Axel

Citat
“Der er noget fanatisk over hans omfavnelser af hende, som næsten mere er en omfavnelse af ham selv, et forsøg på at holde sammen på det, de dele, der er ham, når han stikker sin tunge ind imellem hendes tænder og lader spidsen røre, når han igen standser bilen, og de skal se noget tættere på, højere oppefra, en dusk klokkelyng, et strå, der som en passer har ridset sin cirkel i sandet i klitten.”
“Ida og Axel”, s. 377.

Hans Otto Jørgensen fik for alvor kredit og fik blandt andet kritikerprisen for sin trilogi “Ida og Axel” fra 2007. Trilogien består af de tre værker “Helt og heltinde” fra 2001, “Den fotograferede dreng” fra 2002 og “Med plads til hundrede køer” fra 2007. Værkerne følger tre generationer. Første del følger Idas og Ejnars opvækst i 1930’erne, hvor Ejnar vokser op på en gård, og Ida er alene med sin far, der lever et rakkerliv uden penge og fast bopæl. I anden del har Ejnar overtaget gården og danner nu par med Ida. Hun har sønnen Axel med fra en tidligere affære, og sammen får de sønnen Rune. I tredje bind refererer titlen til, at Rune har overtaget den fædrene gård og arbejder på at lave stordrift. Imens Rune knokler med gården, kløjes Axel i sine kunstneriske drømme i København.

Trilogien giver et nærværende billede af landbolivet op igennem det 20. århundrede. I de politiske og industrielle ændringer, Danmark undergår, og som samtidig forandrer livet for landmanden. Familiebruget bliver en saga blot, og det industrielle landbrug bliver en realitet. Trilogien giver desuden et sensibelt indblik i karakterernes liv. I deres omgang med verden, med hinanden, med køerne, og med Gud. Det er især mødet og sammenstødet mellem det traditionelle og det moderne, der fremskrives i romanerne. Og som en konsekvens heraf bliver rastløsheden manifest. Mens Ejnars forældre lever i pagt med det cirkulære liv, så bliver rastløsheden indskrevet i den næste generation. I Ejnars lillebror Erik, der rejser til byen. I drømmeren Ejnar indskrives rastløsheden ved, at han allerede som ung er bundet til gården. Eller: resultatet er både en fritagende lettelse og en febrilsk bundethed, der pacificerer ham og ender med at binde ham til sengen med diverse sygdomme.

26989914

For Ida indskrives opvækstens fattigdom og faderens gentagne mislykkede forsøg på at skabe et ordentligt, trygt hjem, sig i hende ved, at hun som ung afskriver al kontakt med ham, og på tilsvarende vis gør hun med alt i sit liv, hun ikke kan eller vil forholde sig til.

Rastløsheden er manifest i de tre værker. Alle karaktererne har en fornemmelse af ikke at være tilpas i sig selv og med deres omgivelser. De drømmer om noget andet og mere. For Rune giver det sig i “Med plads til hundrede køer” udslag i, at han konstant må købe nyt materiel, hele tiden må købe mere jord, bestandigt må skabe plads til flere køer. Hos Axel er uroen indre. Den udfolder sig eksempelvis i en ængstelig fornemmelse af ikke at kunne forankre. Hans ting forsvinder for ham. De tegninger, han laver, forsvinder en for en, når han flytter. De forhold, han etablerer, smuldre. Hans forventninger til livet er på en gang store, og så tror han alligevel ikke. Så bliver han usikker, tror ikke på sig selv, og er også hele tiden bange for at miste. Derfor har han “brug for at komme under hendes [Livs] beskyttelse” (side 410), som det hedder.