Hans Otto Jørgensens (selvbiografiske) roman “The Factory” fra 2009 fungerer som en opfølger til “Hestenes øjne”. Hvor ”Hestenes øjne” især skildrer forfatterens barndomsliv, går “The Factory” i kødet på ungdomslivet.
Jeg-personen vokser op på en gård i Vile ved Limfjorden sammen med fire søskende, heriblandt Anne som mister livet alt for tidligt. Med en far, som han beskriver som “på en måde så hjælpeløs” (s. 30). Og en mor, som han ikke husker nogensinde at have siddet på skødet af. Savnet og ensomheden er en grundlæggende følelse i “The Factory”.
27599893
Hovedpersonen er præget af en melankolsk stemning, og dog en livskraft og en nysgerrig søgen efter svar. Denne søgen giver sig blandt andet udslag i tre teser om, hvorfor han er, som han er. “Jeg er blevet overset, det er min første tese, at det er derfor, jeg er blevet den, jeg er blevet.” (s. 196). Anden tese tager afsæt i den manglende smertebehandling efter en alvorlig ulykke som kun 6-årig, og hvordan hospitalets fremmedhed har sat sig i ham som en fremmedgørende og ensom erindring. Og den tredje tese er, at han bærer på et misbrugsgen.
Titlen er en reference til Andy Warhols New York studie fra 1962-1968. På Warhols the Factory holdt de fede og kunstneriske typer til, blandt andet musikerne Lou Reed og Bob Dylan, amfetamin (mis)brugerne og de seksuelt radikale holdt til der, og der blev også skudt film i fabrikken. Hos Hans Otto Jørgensen er the factory det nedlagte landbrug, hovedpersonen bebor sammen med Peter og Jimmy, hvor de tager stoffer, sælger fliser og laver kunst. I romanen hedder det: “Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg laver. [...] Men jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory.” (s. 100).