Hans Otto Jørgensen har været omkring de fleste genrer. Han har skrevet romaner, punktromaner, noveller, digte og selvbiografier. Med Pia Juuls ord kan Hans Otto Jørgensens stil beskrives således: “Bedst som man inde i én bog tror man ved, hvad det er man har sat sig til rette med, skifter vinklen, historien, tiden, tonefaldet, ja hvad ved jeg, alting kan slå om på uventede steder i alle bøgerne. Det er egensindigt i al sin blanding af noget sindigt og moderne, men overalt overvældes jeg som læser af det melankolske, eftertænksomme, hyper opmærksomme blik, forfatteren har og bruger for at vise mig dette fortvivlede menneskeliv.” (Pia Juul: Pia Juus tale for Hans Otto Jørgensen, www.danskeakademi.dk, 2007).
Det er en meget rammende beskrivelse af Hans Otto Jørgensens forfatterskab, der dels har bid i den jyske muld, i det konkrete, med helt håndgribelige og tingslige betegnelser, og som dels er lyrisk i sin sproglige fortættethed og fyldt af digressioner og uheldssvangre undertoner.
I “The Factory” udfolder Hans Otto Jørgensen, hvad man kan kalde hans poetik. Igennem hele værket kommer han med udsagn om, hvad litteratur er, og hvad litteratur handler om. Han skriver: “Der er altid flere mulige forklaringer, flere mulige positioner at indtage. Litteratur handler ikke om andet.” (s. 42). Han skriver: “Jeg skal forsone mig. Jeg skal ikke andet. Litteratur handler ikke om andet.” (s. 69). Han skriver: “Og fra da af begynder jeg at fortælle mig selv 1:1. I et anfald af sprog. Litteratur handler ikke om andet.” (s. 104). Han skriver: “Jeg har med vold og magt villet være svigtet. Det er en balancegang. Litteratur handler ikke om andet” (s. 194). Og så skriver han: “Vi skal alle leve. Uden at tænke på noget andet end netop at leve. Litteratur handler ikke om andet.” (s. 194). Det er, hvad litteratur handler om for forfatteren, og det er alt sammen emner, der udfoldes i hans værker.
Mest af alt kredser Hans Otto Jørgensens litterære produktion om, hvordan man lever med sin historie og overlever som menneske.
Et helt centralt tema er bondelivet i det 20. århundrede. Det er de ændringer, der er foregået, fra familiebrug til industrilandbrug. Det er omkostningerne, for mennesker og dyr. Det er hestene, der slagtes, fordi traktorerne bliver indført. Det er erhvervet, der går i arv fra generation til generation. Desuden pointerer han gang på gang, at der ikke er plads til det enkelte menneske i landbrugslivet, der er i hvert fald ikke plads til at være et menneske, som har andre drømme end at passe køer.
Et andet helt centralt emne er livet i Udkantsdanmark. Man kan sige, at hvad Dan Turèll er for forstaden, det er Hans Otto Jørgensen for Udkantsdanmark. Han tager dem, der lever på kanten af samfundet i forsvar og skriver deres virkelighed frem.
Også det indremissionske miljø er genstand for undersøgelse i forfatterskabet. På den ene side understreges det religiøse fællesskab med afsæt i åbenhed, varme og næstekærlighed, og på den anden side strengheden, pieteten, nøjsomheden og eksklusionerne. Eksempelvis at man som barn af indremissionske forældre ikke kan lege med børn af forældre, der ikke er troende.
Ulykken er ligeledes et tema, der går igen. Hvad betyder det for et menneske at komme i nærkontakt med destruktionen, med døden? Hvad betyder det for dets kontakt til omgivelserne? Det undersøger Hans Otto Jørgensen på forskellig vis igennem sine karakterer.
Et sidste gennemgående tema er kærlighed og begær, og ikke mindst drømmene derom.