Gennem 1980erne og 1990erne var Pia Juul især kendt for sine digtsamlinger, men i 2001 ændrede det sig, da hun udgav novellesamlingen “Mit forfærdelige ansigt”. Samlingen indeholder alt fra enkle situationsskildringer og noveller med barndomserindringer til mere absurde eller groteske historier. Et eksempel på det groteske finder man i novellen “Den uudholdelige danske sang”. Omdrejningspunktet i historien er en mærkelig kuffert, der står under ægtesengen, og hvis indhold viser sig at være et mystisk væsen, som er far til familiens børneflok.
23613190
Et gennemgående træk i samlingens noveller er en humoristisk, ironisk eller tragikomisk drejning, og i mange af novellerne medvirker døden helt eksplicit. Et andet tema i Juuls skæve og ofte foruroligende fortællinger er vores måde at bruge sproget på. Vi møder blandt andet kvinden, som plaprer løs om alt, hvad hun oplever, til ægtemanden, indtil hun til sidst ikke har noget som helst at fortælle. Det får hende til at overveje, om hun måske skulle have holdt nogle hemmeligheder ufortalt. En anden historie skildrer den unge journalist, der ser sig selv placeret i rolle som en lyttende terapeut. Talen indeholder også løgn som i den novelle, hvor jeg-fortælleren gennem en luftkanal overhører en kvindes verbale overfald på sin mand, mens hun på trappen konfronteres med en ganske anden version af overboens ægteskab.
Sprogtematikken i Juuls noveller indeholder generelt en skildring af den ubrydelige afstand mellem mennesker, som indtager forskellige roller i forhold til hinanden, og som talen eller samtalen ikke synes at kunne bygge bro over. Et omdrejningspunkt i samlingen er i det hele taget forholdet mellem nærhed og distance. Eller mellem hengivenhed og indfangning som det hedder i en anmeldelse af Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl: “Det er lige akkurat grænsen mellem hengivenhed og indfangning, novellerne afsøger og hver gang med et lattermildt suk opgiver at drage. Pia Juuls noveller er melodramatiske og melodiske forfjamskelser, som er til at synge med på”. (Lars Bukdahl: “Død og kvitte”. Weekendavisen, 2001-24-08).