I romanen ”Óvinafagnaður” fra 2001 (”Fjendemøde”, 2003) kaster Einar Kárason sig over den islandske sagalitteratur. Med afsæt i den såkaldte Sturlungesaga fra 1200-tallet moderniserer han fortællingen om hævn, ære og blodtørst, som det så ud for rivaliserende slægter på Island i tiden efter de første bosættelser på øen.
Thord Kakali lever et udsvævende liv i Norge, da han en dag får nys om, at det meste af Sturlunge-slægten er blevet slagtet ved et blodigt opgør i Island: slaget ved Örlygsstadir har kostet hans far og fire af hans brødre livet. Thord vender hjem til Island uden at ane uråd, men bliver allerede ved ankomsten mødt af fjendens mænd, der har fået ordre om at dræbe den sidste trussel fra den tidligere så magtfulde Sturlunge-familie. Thord indser, at han ikke kan undslippe et opgør, så han samler sig en noget amputeret forsamling mænd, der skal udgøre hans hær i kampen mod den herskende Kolbein den Unge og hans folk. I dramatiske episoder forfølger og bekriger de to fraktioner hinanden, og selvom Thord har den mindste opbakning og den dårligste krigserfaring, følger heldet ham, og han overvinder gang på gang Kolbein. På trods af alles ønske om at forlige sig og lade freden sejre efter 40 års ustandselig borgerkrig, råder magtsyge og hævntørst lige så standhaftigt som tåge, isnende vinterkulde og lumske floder på den islandske højslette, og krigsførelsen vil tilsyneladende ingen ende tage.
24929078
”Fjendemøde” bygger på kendte stridigheder og skildrer bl.a. slaget ved Örlygsstadir samt en af de mest skelsættende begivenheder i Islands historie: Digteren Snorri Sturlason bliver dræbt på bestialsk vis i sit eget hjem på Reykjaholt. Almengyldige emner som stolthed, ære, familiesammenhold og magtsyge forekommer lige så vigtige i Kárasons genskrivning af sagaen, som de har været i 1200-tallets Island. Kárason opdaterer sagafortællingen til nutidigt, mundtligt sprog og lader karaktererne selv berette i romanens indre monologer med skiftende synsvinkel. Det er en stor forskel fra den oprindelige sagalitteratur, hvor episoder udelukkende blev skildret udefra. Ved det mundtlige præg og skiftet i fortællerstemme bliver handlingen levendegjort, så historien vækkes til live for også nye generationer.