Storm

Citat
"Jeg kan huske, at idéen opstod, da man under et redaktionsmøde på forlaget drøftede, om ikke det ville være smart bare at producere nogle værker, romaner og den slags i stedet for blot at sidde som dømte fanger og vente på, hvad der flyder ind på redaktørernes borde."
“Storm”, s. 12.

I romanen ”Stormur” fra 2003 (”Storm”, 2005) er vi rykket op til nutidens Danmark og en ny epoke i forfatterskabet. Hovedpersonen præsenterer sig selv og sin triste baggrund som søn af en forsvunden far og en fordrukken mor. Storm har sine grunde til at opføre sig lidt mærkeligt. For at prøve noget nyt og komme på afstand fra de dårlige kammerater er han med sin kone Stefania og deres to børn rejst til Danmark for at nyde godt af maksimalstaten. Alle fordomme om drukfældige og excentriske islændinge er kørt i stilling, og læseren underholdes med bidske angreb på dansk dobbeltmoral og integrationsproblematikker, som de ser ud i Vollsmose, hvor familien havner.
Synsvinklen skifter mellem hvert kapitel, så Storms kone, hans venner, fjender, ’Mor’ og sågar ’En fyr i Odense’ kommer ukommenteret til orde. Storms portræt nuanceres gennem de mange fortællerstemmer, som aldrig gør sig for gode til en gang bagvaskelse. At det er Storm, der som en redigerende instans holder sammen på fortællingerne, kan man se ud fra kapiteloverskrifternes titler, der kun kan være givet af ham selv. Det gøder den metalitterære tematik, der gennem romanen gør den til genstand for sin egen kritik.

25741838

Der deles øretæver ud til forlagsbranchen generelt, den islandske i særdeleshed, til en bog, som ikke blev fundet værdig til at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og til forfatteres tvivlsomme eksistenser: Storm bliver ansat som ’forfatter’ til en bog om samfundets udskud, som nogle studerende har skrevet, og det mere end antydes, at forfatteren Peter Høeg blot er fantomforfatter. Uden at udvikle sig til et smædeskrift er romanen samfundskritisk. Fortælletempoet er højt, og der er indlagt mindre dramaer til at holde læseren fangen. Kárason benytter sig af lån fra magisk realisme og blander dem med sin velkendte udgave af nordisk fortælletradition.