Mit liv som barbar

Citat
”Denne bog er min Kaddish for hende, derfor vil jeg mindes den allersidste gang vi var sammen.”
“Mit liv som barbar”, s. 135.

Janina Katz’ erindringsroman ”Mit liv som barbar” fra 1993 slutter: ”Livet er en fortælling. Men kun de heldigste af os får lov til at renskrive den.” (s. 142).

Romanen er en selvbiografisk skildring af Janina Katz’ liv frem til moderens død i 1987. Fortælleren beskriver sin barndom i Polen under og efter 2. verdenskrig. Det er en tekst, der blander hendes egne sansende erindringer med de historier, hun er blevet fortalt og har opsøgt i fotografier, familiekrøniker og historiske arkiver.

Fortælleren blev som barn smuglet ud fra en arbejdslejr og skjult hos sine ’krigsforældre’, mens faren blev skudt af tyskerne og moren transporteret fra koncentrationslejr til koncentrationslejr indtil krigens slutning, hvor hun i Bergen Belsen undgik nazisternes amokskyderi, fordi ”[…] hun knap nok kunne bevæge sig og selv lignede et lig.”(s. 57). Hos ’krigsforældrene’ blev pigen døbt til den katolske tro, og da moren efter krigen kom tilbage efter hende, ønskede hun ikke at følge med den ”grimme jødinde”(s. 49), som hun i bogen kalder Lola, i stedet for mor.

Der er en vis usentimentalitet over den nu voksne Katz’ beskrivelser af de personlige erfaringer med krigens rædsler: ”Især min mor var uheldig. Hun kom for sent til Plaszowlejren og gik glip af min far, og da hun fra Plaszow blev transporteret til Auschwitz, gik hun glip af mine bedsteforældre.”(s. 29). Denne nøgternhed i beskrivelsen af familiens død, understreger blot tragikken: ”[M]in historie var blot en af mange, som vi hele tiden hørte og læste om. Og vi havde hverken tid eller lyst til at genopleve den.”(s. 29).

Men her genopleves den livhistorie i et både historisk og personligt dokument. Det er en tekst, der kan siges at være barbarisk, fordi den forsøger at give mening til en meningsløs historie. ”Barbar” var et øgenavn, oldtidens grækere gav folk af fremmed herkomst, hvis tungemål de opfattede som uartikulerede lyde ”bar-bar-bar”, og det er måske fordi teksten bevarer denne uforståelighed og fremmedhed i den personlige historie, at det kan give mening for Katz at skrive videre på den.