”Kaddish for et ufødt barn”

Citat
”Den nat var jo kun begyndelsen, sandsynligvis ikke den første, men dog ét af de første skridt på klarsynets eller den bevidste selvlikviderings lange, lange, hvem ved hvor lange vej, et første spadestik til den grav jeg graver – det er nu hævet over al tvivl – i luften. Og dette spørgsmål – mit liv anskuet som mulighed for dit liv – synes at være en god vejviser”.
Imre Kertész: ”Kaddish for et ufødt barn” s. 22.

I ”Kaddis a meg nem született gyermekért” fra 1990 (”Kaddish for et ufødt barn”, 2002) er hovedpersonen også en af de skæbneløse overlevende fra Auschwitz, men formen er en anden end i ”De skæbneløse”. I romanen finder man denne gang ikke en narrativ fortælling, men derimod en lang monolog fuld af spring, erindringsbrudstykker, associationer og referencer til moderne litteratur og filosofi.

Monologen fremføres af hovedpersonen, forfatteren og oversætteren B, som har overlevet Auschwitz og siden været mærket af oplevelserne. Han bærer rundt på en skyldfølelse, en grundlæggende følelse af at han ikke burde være i live og eksistentielle spørgsmål om absurditet, tilfældighed og meningsløshed. Som Kertész selv har formuleret det om absurditeten og overlevelsen: ”Auschwitz var en absurditet. Døden i Auschwitz var en absurditet. Men en absurditet var det også, at jeg blev reddet. Ingen af delene har nogen mening. Andet end den systematiske terrors, den absolutte magt, og det er ingen mening. Det var meningen, man skulle dø i Auschwitz, det vil sige, at når man så overlever, tager man den død med sig ind i overlevelsen, der ikke blev realiseret og derfor trænger sig på. Det totalitære maskineri har ridset et dybt ar i din sjæl, og det kan du ikke fjerne”. (Imre Kertész ifølge Susanne Bjerup: ”Overlevelsens plot”. Politiken, 2002-10-12).

I jødisk tradition er kaddish en bøn, hvor man mindes sine døde og sørger over dem. Romanens monolog er derfor, som titlen siger det, en bøn ikke til minde om de døde, men til det ufødte barn. Monologen er jeg'ets forsøg på at komme overens med sig selv og det nej, han har sagt til at få et barn. B har nægtet at få et barn med sin kone, som derfor har forladt ham, og han forsøger med monologen at begrunde og forsvare sin handling. Tanken om et barn byder ham instinktivt imod. Som det hedder: ”Nej! – skreg, hylede noget i mig øjeblikkeligt og straks, da min hustru (som i øvrigt for længst er ophørt med at være min hustru) første gang bragte det – bragte dig – på tale”. (”Kaddish for et ufødt barn” s. 10).  

I monologen viser det sig også, at nejet til at blive far på flere måder hænger sammen med hovedpersonens fortid i Auschwitz og de principper, der skabte den ondskab, lejren var udtryk for. Kertész er i et interview selv inde på, hvordan bestemte autoritetsprincipper er en grundlæggende del af vores kultur: ”Ideen om menneskerettigheder er formuleret af den vestlige civilisation, men også ideen om den totalitære stat har rod i samme civilisation. Det er en del af det 20. århundredes diktatoriske systemers natur at udradere individet. Det lod sig gøre, fordi hele samfundet i forvejen var gennemsyret af opdragelse efter patriarkalske autoritetsprincipper” siger Kertész i et interview og fortsætter: ”Vi, der har døjet under dens forfærdelige systemer, må prøve at forsone os med vores absurde skæbne, hvor lidelsesfuldt det end måtte være. Gør vi det, vil vi måske kunne leve videre som frie mennesker uden konstant at skulle flygte og glemme. Samtidig må vi bestandigt, som Kierkegaard udtrykker det, håbe på håbet.” (Kirsten Boas: ”Europas farlige angst”. Kristeligt Dagblad, 2002-05-04). Spørgsmålet om det barn, der aldrig blev skabt, handler dog også om hovedfigurens oplevelse af sin egen overlevelse – og den måde man som overlevende tager døden med sig videre i sin tilværelse. Nejet til barnet bliver også en form for nej til livet: ”Din ikke-væren anskuet som min værens nødvendige og radikale likvidering”. (Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn s. 41).  

Imre Kertész’ monolog-bog tager udgangspunkt i hovedpersonens refleksioner om det ufødte barn, men handler især om det at være en af de overlevende, og om hvordan det påvirker resten af tilværelsen. Fremmedgørelse og absurditet er andre tematikker i bogen, som dog også handler om det at være forfatter. En gennemgående figur i bogen er hovedpersonens behov for at skrive og en henvisning til et digt af Paul Celan, som citeres i starten af romanen. Som det hedder om hovedpersonens arbejde som forfatter, der siges at være helt afgørende for hans eksistens: ”Erkendelsen af mit arbejdes sande natur, som i sit væsen ikke er andet end simpelt gravearbejde, fortsat grave og grave den grav færdig som andre er begyndt at grave for mig i luften, så erkendte jeg i det mindste, at så længe jeg arbejdede, var jeg til, og hvis jeg ikke arbejder, hvem ved om jeg ville være til, kunne være til, og således bestod der de mest graverende sammenhænge mellem mit liv og mit arbejde” (”Kaddish for et ufødt barn” s. 63).