Mange eksistentielle spørgsmål endevendes igen og igen i Imre Kertész’ forfatterskab, som samtidigt stiller skarpt på vigtige problemstillinger i den vestlige verdens moderne virkelighed. Holocaust, kulturen, totalitarisme, modernitet, skæbne, absurditet og frihed er nogle af de ord, der oftest knyttes sammen med den ungarske forfatter.
Skildringen af den overlevende er et eksempel på, hvordan spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, sættes sammen med centrale begivenheder i det 20. århundrede hos Kertész. Det overlevende offer skal se sin skæbne i øjnene og tage denne skæbne på sig – hvilket i forfatterskabet kobles sammen med Holocaust-skildringer, der – foruden lidelse, grusomhed og meningsløshed – også indeholder levet liv, en hverdag i nazisternes udryddelseslejre, overlevelse og håb.
Et andet eksempel på sammenkoblingen af eksistentielle spørgsmål og skildringer af den moderne verden findes i understregningen af, at ondskab i verden ikke er udtryk for en fejltagelse eller en tilfældighed men et resultat af individers rationelle handlinger. Det gode eller friheden til at gøre det gode er det virkelig irrationelle i den verden, vi lever i, mener Kertész. Som han lader hovedpersonen i ”Kaddish for et ufødt barn” sige det: ”For det onde er der altid en rationel forklaring (...) det, der virkelig er irrationelt, det der ikke findes nogen forklaringer på, er ikke det onde, tværtimod: det er det gode”. (Imre Kertész: ”Kaddish for et ufødt barn” s. 52). Implicit i dette synspunkt findes en kritik af den holdning, at udryddelseslejrene var udtryk for noget så grusomt, at det må siges at være irrationelt og uforklarligt. Det er ifølge Kertész ikke tilfældet.