Jonas Hassen Khemiri er i sit hjemland ofte blevet læst ind i den bølge af indvandrerlitteratur, som i 00’erne fik en del opmærksomhed i Sverige og som bl.a. består af forfattere som svensk-chilenske Alejandro Leiva Wenger, den ugandiskfødte lyriker Johannes Anyuru og iranske Marjaneh Bakhtiari, der ligeledes tematiserer indvandring i deres bøger.
I dansk litteratur stod det længe lidt sløjt til med forfatterskaber, som tematiserer indvandring. I 2009 udgav Lone Aburas ”Føtexsøen” der, ligesom Khemiris første bøger, på en gang alvorligt og humoristisk handler om at være ung, brun og identitetsforvirret. Nogle år senere kom digteren Yahya Hassan på banen med en noget mere vred og manifestagtig beskrivelse af racisme og indvandrermiljøet i Danmark, i sin digtsamling ”Yahya Hassan” (2013). På den danske teaterscene er det til gengæld lettere at finde forfattere der med både humor og samfundskritik fortæller om livet som dansker med ”andet etnisk oprindelse”. Her kan man nævne navne som Joan Rang Christensen, Hassan Preisler, Zaki Youssef og det uafhængige teater danskdansk.
Et andet spor, der fylder meget i Khemiris forfatterskab, er forholdet mellem far og søn. Det deler han til gengæld med mange danske og nordiske forfattere, bl.a. kan nævnes Jens Blendstrups “Gud taler ud” (2004), Hans Otto Jørgensens “Hestens øjne” (2008) og Erlend Loes “Doppler” (2006). Og internationalt: Jonathan Safran Foer med “Ekstremt højt & utrolig tæt på” fra 2005 og Nick Hornby med “Omkring en dreng” fra 1999.
Endelig er sproget helt centralt i Khemiris bøger. Han opfinder egne ord og flytter grænserne for, hvordan sproget hænger sammen. Det deler han med forfattere som svenske Sara Stridsberg og danske Jeff Matthews.