Trods det, at Peter Øvig Knudsens forfatterskab helt naturligt kan snittes midt over med interviewene og nutiden på den ene side og det historiske stof på den anden, er der en klar kontinuitet i hans arbejde. Han bestræber sig på at fortælle de historier, som kaster lys på sorte huller og uskønne pletter – i det enkelte menneske og i den kollektive hukommelse. Den gode historie er afgørende, og han går ganske langt for at nå den, både når han deler erfaringen om sine egne kropslige skavanker med Villy Sørensen, og når han gnaver sig igennem kassevis af arkivmateriale.
Øvig Knudsen er grundig. Hans interviews er umenneskeligt lange og det er som en tålmodig detektiv, han kaster sig over det historiske materiale. Først er der kampene med myndighederne om at opnå adgang til arkiverne. I arbejdet med “Birkedal” måtte han flere gange klage helt op til justitsministeren for at få tilladelse til at se sagen om Danmarks sidste henrettelse. Så er der arbejdet med kilderne og tilrettelæggelsen af oplysningerne i et puslespil, som skal overskues og samles. I arbejdet med bøgerne om Blekingegadebanden er han nået et par skridt længere end både politi og efterretningstjeneste.
Øvig Knudsen vil gerne ridse i lakken på den danske selvopfattelse. Det er dét, der interesserer ham. Motiverne bag menneskers handlinger og menneskers evne til at springe langt uden for pænhedens grænser i presserende sagers tjeneste. Dér ligner modstandsmanden og den militante aktivist hinanden – og sikkert mange flere helt almindelige mennesker: “Vi har en naiv forestilling om, at vi er et fredeligt folkefærd. Vi har ikke rigtig lyst til, at der skulle have været en illegal celle i Danmark. Og så er de endda helt almindelige mennesker. Sønner af embedsmænd, brandmænd og skibsførere. De har ikke en kriminel baggrund. Det tror jeg, der er et vidst ubehag forbundet med. Nøjagtig som vi ikke kan lide, at det er vores egne unger, der løber rundt og kaster med brosten. Det er uforeneligt med vores forestilling om os selv. (…) Jeg vil gerne gøre op med myterne om, hvor fredelige danskerne har været. Forestillingen om dette kølige skandinaviske lune er en smule overdrevet efter min mening.” (Anita Brask Rasmussen: “Voldens sliske”. Interview i Information, 2007-03-09).