Hippie 1

Citat
”Ved andre lejligheder oplevede den unge Peter A.G. også glimt af noget faretruende, der løb som en strøm under den glade hippielejr. “Jeg fornemmede, at der kunne være noget uhyggeligt dæmonisk på spil i de dunkle telte, hvor alle slags stoffer blev indtaget. Lysets sværd kan hurtigt forvandle sig til mørkets.””
”Hippie 1”, s. 366.

Første del af Peter Øvig Knudsens krønike om Thylejren og menneskerne omkring den, ”Hippie 1– Tre år og 74 dage der forandrede Danmark”, 2011, er en tidsmosaik, der er fuld af håb. Blandt de centrale hovedpersoner er Henning Prins og Leif Varmark, som ønsker at etablere et nyt samfund baseret på uindskrænket demokrati ved Frøstrup i Nordjylland i sommeren 1970. Bogen følger – i lighed med andet bind i Hippie-serien – hver enkelt af lejrens dage med kronologien brudt af kapitler om årene forinden. Øvig Knudsens komposition lader ham panorere tilbage til forløberne i USA; beatforfatterne og blomsterbørnene, der samledes i San Francisco i 1967. Deres interesse for at dyrke frugtbarheden i menneskelige relationer uden at lade sig begrænse af, hvorvidt majoriteten fandt fremgangsmåderne civiliserede eller ej, fik en fortsættelse i Thy.

Men Øvig Knudsen introducerer tidligt, at der er en bagside. I begyndelsen af bogen kalder Thylejrens hovedarkitekt Henning Prins begivenheden sit ”livs nederlag”. Når han ser tilbage, er det plagsomt, at deltagerne kom til at opfatte ham som leder, fordi det stred imod hans tanke om, at lejren skulle være antihierarkisk. Desuden skildres de menneskelige omkostninger forbundet med den fri sex, visse hippier var fortalere for. Skuespilleren Maria Stenz fortæller eksempelvis ærligt om jalousien, der var prisen for at have et åbent forhold. Frisind omsættes ikke til praksis uden problemer. Og selv om eksperimentet i Thy skulle være et brud med det eksisterende samfund, krævede folk dagligvarer, og åbningen af noget så konventionelt som et supermarked var ikke til at undgå.

28997671

Bogen indkapsler, hvordan omverdenens vaner og institutioner ind i mellem invaderer drømmen. Politiet kommer forbi og tjekker, om de spiller for høj musik. En præst fra Folkekirken forsøger at prædike kristendommens kærlighedsbudskab, men får en blandet modtagelse, blandt andet fordi kirken ikke ligefrem står for nyskabelse. Paradoksalt nok har hippierne tiltro til netop kærligheden, men i Øvig Knudsens beretning får den modspil af menneskelig galskab og egoisme. Bind et varsler, at lejrdeltageren Provo-Knud vil begå mord, ligesom kunstneren Peter Louis-Jensen foretager de indledende manøvrer for at afsætte Henning Prins som lederfigur.

Øvig Knudsen giver generelt god plads til at lade sine kilder kommentere hændelserne i direkte citater, men det er tydeligt, at han som fortæller har foretaget to valg: Hippie 1 viser fragmenter af det mørke, han lukker op for i andet bind. Og Henning Prins fastholdes i rollen som ”kongen” (forfatterens titel på kapitlet om Prins’ opvækst og ungdom), der kan falde i Thy.

 

 

Peter øvig