Hvor Janus Kodal tog sit spring ud i poesien med udgangspunkt i storbyen, tager han i sin digtsamling nummer fire læseren ud på landet. Allerede i de første digte i ”I provinsen” fra 2001 er vi langt fra stenbroen. Vi befinder os derude, hvor solsorten synger blandt køkkenhavens kål og græskar, hvor fortæller-jeg'et ”blev luget frem blandt græskarrene / som en orm af min mor” (s.7). Vi er altså hjemme hos mor ude på landet, og på den måde vender digteren så at sige hjem igen fra den hektiske storby.
Rejsemotiverne fylder en del i ”I provinsen”, men digtene synes at vende hjem til moderens skød, for det er her, identiteten er forankret i ovenstående citat, hvor jeg'et som 'orm' består af de samme bestanddele som 'mor'.
23637308
Men moderen er også kvinden, og jeg'ets forhold til kvindekønnet står i centrum i flere digte. Dobbeltheden er tydelig i både identitet og sprog, og jeg'ets identitet er flydende og springer i alle retninger. Moderen står som det eneste anker for jeg'et, men med tiden vil selv denne hjemhavn forsvinde og eksistensen for alvor blive uden forankring.
Spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til den erfaring, står åbent i ”I provinsen”. Dels er der digte om ensomheden, hvor ikke bare mennesker, men også ”fornuften, fornemmelsen, forførelsen/ forfremmelsen har forladt mig”. I disse passager minder jeg'et om en post-moderne Jesus, der på samme tid indtager rollen som alting og ingenting, hvis manglende identitetsmæssige ståsted er forsvundet sammen med samhørigheden med menneskeheden. I andre digte er jeg'et i hopla og lader identiteterne skifte, som vinden blæser. Her er det en leg med de flydende identiteter, der er på spil.
Denne dobbelte attitude over for nutidens vilkår opsummeres i samlingens sidste digt ”Siddende ved Roy Lichtenstein”: ”Se blæser det ikke op til dans? / Jeg sidder ensom og lang / og læner mig mod regnen (s. 45).