janus kodal
Foto: Robin Skjoldborg

Janus Kodal

journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
janus kodal
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Kodal, Janus
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Janus Kodal er en ægte digt-digter med mod på de store spørgsmål om tiden, livet og døden som eksistentielle vilkår. Samtidig er han ikke bange for at ironisere over poesiens rolle som et reservat for de få og kloge, og på sine modne dage er han også begyndt at kaste et anderledes kærligt blik på den storby, han som ung beskrev som en maskine beboet af bevidstløse drømmere.

Udviklingen i Janus Kodals forfatterskab illustrerer dansk poesis bevægelse fra firserpunkens eksistentielle storbysortsyn over halvfemsernes ironi til det nye årtusind, hvor den politiske kunst vendte tilbage og politiserede sproget.

Minimalisme i 1990'erne

46465903

Blå bog

Født: Den 18. september 1968 i Aabenraa.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen 1991.

Debut: Antologi. Gyldendal, 1991. Digte.

Litteraturpriser: Har flere gange fået støtte fra Statens Kunstfond samt vundet Danidas Rejselegat 1994.

Seneste udgivelse:  Hugo og gaven. Turbine, 2019. Hugo-serien, 2.

Inspiration: Charles Baudelaire, fransk digter og kunstkritiker. Walt Whitman, amerikansk digter og demokrat. Pier Paolo Pasolini, italiensk digter og filmskaber.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”mens du ældes
kan du sige om byen
at den brændte
men nu er den virkelig forsvundet
Uidentificerbare askeflager
hvor kommer de fra
hvor meget skal forsvinde
før du selv forsvinder”
”ingentings mestre”, s. 39.

På en måde blev Janus Kodals første sproglige ytringer fascinationsfundamentet for et helt forfatterskab. Det var nemlig i mødet med sine egne tidligste ord og sætninger, at Kodal begyndte at interessere sig for sproget – en interesse, han har gjort til sin livsvej.

Janus Kodal blev født af et par unge hippier i den sønderjyske by Aabenraa i 1968. Forældrene var naturligvis helt vilde med deres lille førstefødte og tog billeder og gemte sønnens tegninger, ligesom forældre normalt gør. Det var mere usædvanligt, at de også med omhu dokumenterede Janus Kodals sproglige udvikling: Da han som helt lille begyndte at sætte ord på sine tanker, yndede forældrene at nedfælde de skrøbelige sætninger og vrøvleudtryk på papir og gemme dem. De grundige forældre endte med at have et helt arkiv over sønnens infantile guldkorn.

Som teenager opdagede Janus Kodal dette personlige sprogarkiv og blev vildt interesseret i de usikre sætninger og det næsten før-sproglige børneævl. Dels var der fascinationen af barnets umiddelbare tilgang til det sproglige – renset for forudanelser og vane – dels mødte Kodal et ekko af sig selv. ”Jeg oplevede, at der var en særlig genklang af mening i ytringerne,” siger Kodal (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011). Han oplevede simpelthen et stykke af sig selv tale til sig i det lille barns verbale kaos af sproglige brokker.

Fascinationen af mødet med sit eget barnlige sprog lagde kimen til et liv som digter. Kodal kom ind på Forfatterskolen i 1989 og debuterede i 1991 med digtsamlingen ”Antologi”. Siden har Kodal udgivet en række digtsamlinger. Kodal ser poesien som det perfekte formidlingsgreb, når tanken skal gribes. ”Det er den form, som stemmer bedst overens med min egen tankemåde. Poesiens tætpakkethed og åbne betydningsrum, hvor teksten kan udlægges på et væld af måder af forskellige læsere, er også noget, der tiltaler mig ved formen,” siger han (Anders Olling: interview med Janus Kodal februar 2011).

Ved siden af digtergerningen har Janus Kodal desuden været redaktør på en række udgivelser af forskellig karakter, og han har anmeldt teater og dans på dagbladet Politiken.

Antologi

”Længes nu kun efter livet,
døden eller en handling
udover kontinuiteten i tiden.
Det er ikke til at sætte navn på, døgnene har ingen navne
pludselig er de væk
og ingenting er til at nærme sig.
Mest af alt er det umuligt at slutte
men endnu mere umuligt at fortsætte.
Der er noget der holder sammen
men også disse opløsende forudanelser:
havets rolige lyde ved aftentid,
telefonen ringer og nogen er død
Erindringens rykvise forstummen
de slørede og de klare linier.
”At flyve”, ”Antologi”, side 15.

Janus Kodals debutdigte ”Antologi” fra 1991 er en poetisk beskrivelse af livet som rodløs ung i storbyen. Digtsamlingen kredser om et gennemgående 'jeg', som er til stede i de fleste digte. Enkelte steder nævnes også et højtideligt 'vi', som minder om 80er-digternes kollektive 'vi', hvor digteren (angiveligt) beskriver noget alment gældende gennem poesien. Her er også klassiske firser-digte som ”Maretropolis”, hvor byen er en stor fremmedgørende maskine, mens andre digte skildrer det bittersøde (kærligheds-)liv som ung storbyboheme – f.eks. ”Venners værelser” og ”Jeg vil aldrig se dig igen”.

Følelsen af desperation og et ønske om flugt er gennemgående i ”Antologi”, som i digtet ”At flyve” der sender en hilsen til den græske myte om Ikaros. Ikaros var en mytisk figur, som forsøgte at undslippe sit fangenskab på øen Kreta ved hjælp af hjemmelavede vinger. Men Ikaros fløj for tæt på solen, så vingernes voks smeltede, og han styrtede i døden. Men hvor pointen i myten er, at man skal lytte til faderens advarsel om at bruge sine evner forsigtigt, giver Kodal i ”At flyve” fanden i faren: ”Længes nu kun efter livet, døden eller en handling ud over kontinuiteten i tiden.” Digtet, som består af en enkelt strofe på 27 vers, emmer af ønsket om at undslippe tid og sted med flyvningen som metafor for eksistensen. Der er i digtet flere henvisninger til Ikaros: ”[...]ingenting er til at nærme sig”, ”labyrinten” og ”opløsende forudanelser”.

Det handler om at overkomme trivialiteten og leve et meningsfuldt liv med ”varmen og kroppene, labyrinten i en sweaters skønhed, dagene der bliver siddende og en ramme uden glas.” Her handler det om at gøre øjeblikkene evige, men i digtets afslutning bliver denne tilstand en risiko, da det evige vel netop er det allermest trivielle, der findes.

”Antologi” tematiserer den unge storbyeksistens og en søgen efter noget at gribe fat i i en meningsløs verden.