Hovedværket

Morten Korchs hovedværk er romanen Det gamle Guld - forfattet i 1922 og udsendt det følgende år. Med dette værk kunne han fejre sit 25-års jubilæum som forfatter.

I forordet bliver Korch hyldet af sin gode ven P.A. Rosenberg for hans ..."omfattende, roddybe Fædrelandskærlighed". I 1909 var denne Rosenberg hovedmanden bag et oprør i Dansk Forfatterforening, som Korch støttede med sin ildsjæl. Man var dødtræt af bestyrelsen, der bestod af Georg Brandes-tilhængere, så man dannede en fraktion uden for foreningen, der ville tilbagegive Folket en national, etisk og religiøs grundholdning. Således stik mod den rationelle og pessimistiske Naturalisme, som var styrende i dansk litteratur på det tidspunkt.

Titlen Det gamle Guld er hentet fra Oehlenschlägers digt "Guldhornene", som udtrykker den danske universalromantik i begyndelsen af 1800-tallet. En pointe i digtet er, at historien kan og vil gentage sig, hvis ægte og renhjertede individer er modtagelige over for gudernes gaver. Disse forestillinger vil Korch genindføre i det 20. århundrede. Han sammenstiller derfor - i bogens to hovedafsnit - bonden Niels Sværke i 1920´ernes Danmark med vikinge-høvdingen Vermund den Lyse i 900-tallet. På trods af denne betydelige tidsafstand har de to en parallel skæbne og er grebet af samme ånd. Vermund bekæmper hedenskabet i 923 og Sværke materialistiske og åndløse tendenser i sin samtid. Niels bliver leder af en folkebevægelse, der arbejder på, at: "... hver eneste Mand selv skulde sætte sin Skulder ind under Fædrelandets Drageskib, saa det atter kunde skyde frem gennem Fremtidens Hav med spændte Sejl". Morten Korch er således dybt grebet af en romantisk vision om et samfund, hvor alle stænder slutter sig sammen for at få samfundshjulene til at rulle organisk.

Morten Korch vil også harmonisere den gamle og den nye tid i sit hovedværk. Den gamle tid repræsenteres af Dines Mikkelsen, der besidder "Magerhedens Guld". Hans gård er gældfri, og han udtaler sig bittert om den dag i 1870´erne, hvor bønderne på egnen stiftede en andelsforening og anlagde et forsamlingshus. De lånte penge, investerede i en maskinpark og bandt sig til bankernes uærlige kapital, der har rod i de fordærvede storbyer. Dines taler med malmrøst mod 1920´ernes pjattede bønder. Men han tror på Niels Sværkes ærlighed og hans dybe kærlighed til jorden. Og det er denne jord, der er gudernes gave til det danske folk.

Dybt begravet i mulden finder den uskyldsrene heltinde Vermunds guldskat, der ombyttet til dagens kolde kontanter kan løskøbe Niels Sværkes slægtsgård og vriste den ud af hænderne på den slibrige godsejer Karius, der styrer lokalsamfundet. Guldet har bevaret sin værdi gennem 1000 år som det eneste ægte betalingsmiddel, men også som et symbol for den gærende og livgivende jord, for den er i sig selv guld værd som basis for enhver økonomi i fædrelandet.