Det er romanen Kongemøllen (1918), der gjorde Korch til en "rigtig" forfatter. Det er et helstøbt værk, hvor han med fuld kraft anslår den korch´ske tone. Romanen afdækker konflikten mellem "Bryderne" - repræsenteret af den stoute og slægtsbevidste Niels Bryde - og den ny tids mand, Henry Hammer, der har sylespidse albuer og er helt fordærvet af amerikansk liberalisme. Kampen om Kongemøllens skæbne bølger frem og tilbage. Mellem traditionelle værdier og tidens krav om fornyelse. Romanen giver også Korch lejlighed til at hudflette periodens "gullaschbaroner", der spekulerer i tidens stigende og faldende kurser. De prøver at blive rige på arbejdsfrie indtægter. Og det huer ikke den folkelige forfatter.
Allerbedst er Korch således, når han forholder sig til et konkret historisk materiale, som I Morgen faar vi Sol (1932), der handler om 1930´ernes landbrugskrise. Og i dobbeltromanen Manden paa Naur I-II (1945), hvor han ridser konflikten op mellem det politiske Højre og Venstre i 1890´ernes Danmark.
En kærlig psykolog er Korch i kvindeportrætterne Fru Sara paa Enø (1919) og Fruen paa Hamre (1937). Som decideret letløbende underholdningsforfatter er han på hjemmebane i fx Der brænder en Ild (1920), Uhrene i Rørby (1921), Junker & Co (1922) og Bertil Lynge (1939). De sidstnævnte romaner kan anbefales til læsere med dårlige nerver. Man hviler trygt i den korch´ske favn.