Mara og Dann

Citat
”Kulik, altid Kulik. Sært at Kulik havde været der gang på gang i hele hendes liv, en lurende fare på en åben plads eller midt i en forsamling – hendes fjende, og Danns. Nu slår jeg ham ihjel, tænkte hun.”
”Mara og Dann: et eventyr”, s. 481.

Doris Lessings roman ”Mara and Dann: an Adventure”, 1999 (”Mara og Dann: et eventyr”, 2001) er sat i en fjern fremtid i Afrika, som af forfatteren er omdøbt til Ifrik. Søskendeparret Mara og Dann vokser op uden deres forældre på kontinentets sydlige del, der er plaget af ekstrem vandmangel. Den ældre kvinde Daima tager dem til sig. Hun lærer særligt storesøsteren Mara, hvordan man overlever i en verden, hvor de fleste mennesker og dyr er desperate nok til, at de udgør ens fjender.

Dann er først så lille, at han er afhængig af Mara som sin beskytter. Men han danner snart en frygtløshed, der får ham til at forlade Mara og prøve lykken på egen hånd. Han vender dog tilbage til Daimas hus efter hende – Lessing skiftevis genforener og adskiller de to hovedpersoner gennem hele romanen. De rejser mod nord i håb om at finde bedre livsbetingelser og har fra begyndelsen en kostbar gave såvel som en plage med sig. Gaven er en mængde guldmønter, Daima efterlod dem ved sit dødsleje; plagen er den ondskabsfulde mand Kulik, som har forfulgt Mara og Dann, siden de var børn. Ved romanens afslutning lykkes det dem i fællesskab at dræbe Kulik, og de bosætter sig blandt venner i en tryg afkrog af det nordlige Ifrik. Inden da har de stiftet bekendtskab med en række tilværelser. Dann prøver bl.a. at være opiummisbruger og succesfuld general, og Mara finder midlertidige familier i et fællesskab af lykkelige slaver og på et bordel.

23483424

Med tanke på at det er en fremtidsfortælling, får Lessing understreget, at penge ikke kun er lig med frihed i vor tid. Når Mara og Dann er trængt op i en krog, er det gerne deres guldmønter, der bringer dem videre. Desuden er det et iøjnefaldende motiv, at magt og privilegier svækker menneskers karakter – med de sympatiske lederfigurer Shabis og Juba som et par af romanens undtagelser. Ifølge Lessing styrker det derimod arten, at vi beskriver naturen, så vi kan fortælle historier og give erfaringer videre til hinanden. Mange har glemt at gøre det i Ifrik, mens Mara er bestandigt videbegærlig. Det almene kendskab til forplantning er eksempelvis svækket, hvilket bliver sat på spidsen, da Dann ikke kan forstå, hvorfor det er en dårlig idé, at han får børn med Mara. En erotisk dimension dukker ind i mellem op i deres søskendeforhold, men den problematiske lidenskab forløses ikke og de finder andre livspartnere. I den forstand er bogen – også – en kærlighedshistorie.