Moderløse Brooklyn

Citat
”Da jeg sank burgeren, strammede det til i struben og kæben, og jeg forberedte mig på et uundgåeligt obstipalalisk tic – højt, selv om der ikke var nogen til at høre det. ”Lort i munden, Bailey!”
Bailey var et navn, der var indlejret i min Tourettehjerne, men jeg vidste ikke hvorfor.”
Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn, side 14.

”Motherless Brooklyn”  fra 1999 (”Moderløse Brooklyn”, 2006) er Jonathan Lethems gennembrudsroman. Hovedpersonen Lionel Essrog eller Freakshow, som han også bliver kaldt, har ikke ligefrem de bedste kort på hånden. Han har ingen forældre og vokser op på et børnehjem i den mindre fashionable ende af Brooklyn. Desuden lider Lionel af Tourettes-syndrom, en lidelse, der kommer til udtryk i form af tics og en ubændig trang til konstant at udspyde de mærkeligste eder.

Den kriminelle fidusmager Frank Minna tager Lionel og et par andre fra børnehjemmet under sin kappe og bliver en slags faderfigur for de forældreløse drenge. Lionel udfylder på grund af sit handikap rollen som pauseklovn for omgivelserne (deraf øgenavnet), men da en gruppe gangstere myrder Minna, er den eneste som kan opklare forbrydelsen Lionel selv. Det tvinger ham til at træde i karakter som andet end blot en freak, og trods sine sproglige problemer og tics kæmper Lionel sig frem mod en løsning på mordgåden.

”Motherløse Brooklyn”  minder på mange måder om en traditionel, amerikansk hardboiled krimi med seje punchlines, gangsterattituder og krimiplot. Men ved at betjene sig af en hovedperson, som konstant er på kant med sine omgivelser på grund af sine tvangshandlinger og verbale udbrud, adskiller ”Moderløse Brooklyn” sig fra den traditionelle krimi. Historien handler i højere grad om at se bort fra egne fejl og mangler i en vigtigere sags tjeneste: At træde i karakter. Samtidig byder bogen på en sprogfilosofisk pointe ved at sætte en verbal kile ned mellem Freakshow og omverdenen. Tourettessyndromet markerer den adskillelse, der altid er mellem den indre og den ydre verden. Alt, som kommer ud af vores mund, er kun mere eller mindre gode oversættelser af en indre intention. Freakshows lidelse forstørrer denne barriere, hvilket både giver rum for komik og refleksion over menneskets ubehjælpsomme færden i verden. Denne identifikation med den socialt handikappede Freakshow bliver forstørret yderligere af, at historien fortælles gennem Freakshow, hvis situation bliver ekstra nærværende, da han agerer jeg-fortæller.