grafi opfattes subjektet som u-
deleligt, muligt at samle, konsi-
stent. I min selvbiografi er subjektet
delt, umuligt at samle, inkonsi
stent. Det er ikke muligt at fortælle en
sammenhængende historie om subjektet.
Det er som lys. Det lader sig kun aflæse
partielt. Det lader sig ikke eje.”
Pablo Llambías' ”Sex Rouge” fra 2013 er sidste bog i den sonettrilogi, der startede med ”Monte Lema” i 2011 og efterfulgtes af ”Hundstein” i 2013. Hvor ”Hundstein” fokuserer på forberedelserne til udgivelsen af ”Monte Lema”, handler ”Sex Rouge” i høj grad om modtagelsen af værket.
I ”Sex Rouge” vender Llambías tilbage til at opdele værket i tre dele, han vender tilbage til en mere struktureret udsigelse, ligesom han også langsomt får det psykisk bedre. Allerede i begyndelsen bliver læseren oplyst om, at fortællerjeg’et skal i gang med at trappe ud af sin angstdæmpende medicin – forandringens vinde blæser for engang skyld i sonetterne, og digtsamlingen ender med, at jeg'et finder sig til rette i et lykkeligt kærlighedsforhold.
Ligesom i de to tidligere bøger er det selvbiografiske tema tilstede i ”Sex Rouge”, men noget af den personlige selvudlevering er erstattet af refleksioner om alt fra den globale økonomiske krise til kunst og autenticitet. Gentagne gange vender jeg'et tilbage til refleksioner om selvbiografien og ærlighed. Ærlighed i tekst kan ikke eksistere, står der i én af sonetterne. Ærlighed er en oplevelse, som læseren forestiller sig. Selvfortællingen er altid en konstruktion.
50789934
I sonetten ”Hvis jeg havde skrevet en ”selvbiografi”” gør jeg'et op med selvbiografiens genrekonventioner. Traditionelt er selvbiografien en fortælling, hvor hovedpersonen ser tilbage på sit liv som en sammenhængende og meningsfuld række af begivenheder. Pablo Llambías både mimer og gør op med denne forståelse af selvbiografien. På den ene side er de tre sonetsamlinger en fremstilling af en mand, der går igennem en personlig krise, men når et lykkeligt slutpunkt. På den anden side klinger den lykkelige slutning netop hult, fordi fortællerjeg'ets sporadiske tankestrøm i sonetterne skaber et billede af en mand, der ikke ejer en bestemt fortælling om sig selv.