Et ukendt barn

Citat
”Så var det, jeg kunne finde på at være manuskriptskadestue, lappe sammen på de overfladiske skrammer, nødtørftigt, sende folk tilbage til fronten med en dødelig sygdom, der i mange tilfælde hed mangel på talent, en skade, som man ikke selv kunne gøre noget ved, men som kunne plage folk til deres dødsdag, jeg kendte det fra mig selv”.
”Et ukendt barn”, s. 9.

I romanen ”Et ukendt barn” fra 2005 finder man en blanding af genrer og flere forskellige virkelighedsdimensioner og fortællinger, som væves ind i hinanden. I bogen afsøger Llambías samtidig grænseområdet mellem fortæller-jeg og forfatter-jeg. Romanens rammefortælling er historien om en mand, der på flere områder ligner forfatteren Llambías. Rammefortællingens jeg-person er blandt andet lærer på en forfatterskole, har tidligere studeret filmvidenskab på universitetet og lavet dokumentarfilm.

Inde i rammefortællingen udfolder der sig andre historier: Romanens jeg-fortæller modtager et manuskript, der indeholder historien om en ung kvinde, der under Anden Verdenskrig forsøger at redde sin bror, der tjener som frivillig i et SS-kompagni, ud af det brændende Berlin. En anden historie i romanen tager udgangspunkt i jeg-figurens ansættelse på et plejehjem og hans møde med en gammel hjemmeværnsmand, der udgiver sig for at have kæmpet på tysk side under krigen. En tredje historie er skildringen af den dokumentarfilm om tyske østfrontveteraner, som jeg-fortælleren engang har lavet.

26002044

Det hele sættes sammen med faktuelle afsnit om Churchills liv og politiske dispositioner samt detaljerede skildringer af vigtige slag og bombardementer under Anden Verdenskrig. Det ender med en surrealistisk slutning, hvor et af de såkaldte ukendte børn, der døde i danske flygtningelejre lige efter krigen, vækkes til live.

”Et ukendt barn” tematiserer forholdet mellem virkelighed og konstruktion, mellem selvreference, selviscenesættelse og udsigelsesposition. Den blander genrer og sammenkobler fiktion og fakta. Men det er også en roman om det tyvende århundredes ideologiske kampe og vores historiske arv. Især vores omgang med historien er en central tematik i romanen. I Llambías’ bog skildres Anden Verdenskrig fra tyskernes side samtidig med, at fortællingen om østfrontveteranerne tematiserer det tyske opgør med fortidens synder men også den enkelte soldats forsøg på at retfærdiggøre sin rolle i krigen. Med sin fremhævelse af den kritisable danske behandling af de tyske krigsfanger lige efter krigen stiller Llambías skarpt på den gængse danske selvforståelse af Danmarks rolle under Anden Verdenskrig – og de tabuiserede lig i lasten, som findes i den danske omgang med historien.