...rasende...

Citat
”...Pepe...du har ikke så meget som set andet end et postkort...du har ikke set noget, noget som helst andet, der ikke er et postkort...det ved du godt, Pepe...postkort...dine postkortløg, dit postkortkøkken, din postkortkæreste, dine postkortbørn...”
”…rasende…”, s. 8.

Pablo Llambías udgav i 2008 igen en bog, der tilsyneladende var ganske anderledes end de foregående. Udgangspunktet i romanen ”...rasende...” er en pubertetspiges rasende tankestrøm. Bogen er ikke kun en ungdomsroman men også et filosofisk værk, der blandt andet viderefører et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet: nemlig forholdet mellem levet liv og litteratur.  

Hovedpersonen i romanen er teenagepigen Patricia, hvis tanker gengives i indre monolog kun afbrudt af enkelte brudstykker af dialoger. Patricia er rasende, energisk rasende og fuld af klaustrofobi, foragt og frustration over den postkortvirkelighed, som de voksne lever i. En virkelighed fuld af ligegyldigheder, snærende bånd og manglende lidenskab. På denne vis er Llambías’ bog en ungdomsroman, der skildrer den unges opgør med de voksnes virkelighed, der opleves som falsk og overfladisk.

27215157

Romanen indeholder også andre niveauer, for det viser sig, at ikke kun Patricia men også resten af hendes familie er spøgelser, der kan gå gennem lukkede døre. ”Vi ser i bogen, hvordan livet mister sin betydning, hvis det ikke er ledsaget af krop og handling. Faderen i bogen, Pepe, mener, at åndelig værdi er en livskvalitet i sig selv. Patricia mener og fornemmer derimod at alt, hvad de voksne gør og siger, er ligegyldigt, fordi de ikke har nogen krop. Det er vigtigt at forstå, at teksten ikke er en metafor. Hun har i bogstavelig forstand ret; de har ingen krop”. (Sara Mellson: Spøgelser, raseri og Platon. Politiken, 2008-05-03).  

Hvad nu, hvis vi alle rent faktisk er spøgelser, men vi bare ikke har opdaget det endnu, eller det er blevet usynligt for os? Og hvordan kan vi vide, at det, vi oplever som virkelighed, faktisk eksisterer? Det er nogle af de filosofiske spørgsmål, som er centrale i Llambías’ spøgelseshistorie. I sit forfatterskab sætter Llambías igen og igen spørgsmålstegn ved de ting, vi betragter som næsten naturgivent – som at der for eksempel står en skulptur foran alle rådhuse. I denne roman bredes tematikken ud: ”Han (Llambías) spørger til og undersøger de strukturer, som vi tænker i, og som dybest set også begrænser vores måde at tænke på. Fordi vi ikke kan eller tør sætte os ud over dem”. (Mai Misfeldt: Et rasende spøgelse. Berlingske Tidende, 2008-04-25).