Christian Lollikes “UNDERVÆRKET” (2005) er en fragmenteret og eksperimenterende dramatisk tekst, der består af et virvar af statements, udsagn og refleksioner over kunst, terrorisme, den vestlige verden og den tredje verden. Men selvom “UNDERVÆRKET” er et teaterstykke, er der hverken hovedkarakterer, tid, sted, handling eller et kausalt fortælleforløb. Teksten eksperimenterer med sig selv som tekst og kommenterer sig selv både direkte og indirekte, hvilket på én gang fungerer som en reference til den vestlige verdens moderne, diskursive kunst og kunstkritik og samtidig skaber en analytisk distance til den historie, der fortælles. Det er en fortælleteknisk finesse, fordi stykket på den måde demonstrerer og kritiserer den komfortable distance, der er mellem den vestlige verdens gode viljer og intellektuelle forståelse af verdens problemer og den handling og de omkostninger, det vil kræve at gøre noget ved dem.
Stykket falder i tre dele. I første del reflekterer stemmerne/personerne A, B, C og D over kunst, kultur, æstetik, terror, den vestlige verdens herredømme og ulandenes armod. Referencer til og citater fra kunstnere fyger over siderne. Særligt terrorangrebet på World Trade Center bliver galgenhumoristisk diskuteret som et kunstværk med henvisning til avantgardekomponisten Karlheinz Stockhausens udtalelse, hvor han kaldte hændelsen det største kunstværk nogensinde. I stykket er påstanden den, at fordi terrorhandlingen reelt blev live transmitteret, fik angrebet karakter af en happening. Når terror angrebet således blev dokumenteret på utallige tv-kanaler i hele verden, fik det i sammenligning tv-stationernes egne reality-tv shows til at virke falske. Stykkets undertitel er derfor en reference til realityshows kombineret med navnet Mohammed, en reference til profeten og en reference til en af 11.september-terroristerne. I første del diskuteres terrorangrebet 11. september mod Afrikas fattigdom og nød som kunst: Den ene stemme, A, plæderer for voldsomheden og nu-effekten i terrorangrebet, mens den anden stemme, B, “altid har betragtet hungersnøden i Afrika som det ultimative kunstværk, (…) fordi værket er smukkere og mere abstrakt.”
I anden del taler stemmerne X, Y, Z og W og nu bliver fortællingerne personlige: Vi er nu inde i hovedet på en kvinde, X, der efterlyser sin mand, dagen efter 11. september. Samtidig begynder en anden stemme, Y, at fortælle om en hutu-offensiv i Bukavu, en tredje stemme, Z, tilhører et barn og den sidste stemme, W, tilhører terroristen, der fløj American Airlines Flight 11 fra Boston ind i World Trade Center. Tilsammen fortæller de forskellige historier, hvis grusomhed og malende beskrivelser er rystende, frastødende og langt fra distancerede. Det handler om voldtægt, ydmygelser, sorg og den eksistentielle ensomhed, der er tilbage, når man har mistet troen ikke bare på sin gud, men på menneskeheden som helhed.
Tredje del er nærmest et efterord. Her er det stemmen M, der fortæller posthumt: “Jeg er Mohammed. Mohammed Atta. Født 1.september 1968 i Egypten. Død i New York 11. september 2001”. Det handler ganske kort om motiverne for terrorhandlingen, om værdier, kultur og om tro. M forklarer logisk og ræsonnerende, at hvis man vil råbe den vestlige verden op, må man gøre det med metoder, der fanger den vestlige verdens medier, “og kun aggression sælger billetter.”
Teksten modsætter sig enkeltudsagn og konklusioner, fordi den hele tiden taler fra forskellige vinkler med udsagn, der strider mod hinanden, der chokerer og til tider morer i al sin absurditet. Stykket er en kalejdoskopisk og fragmentarisk fortælling, der kommer rundt om mange tankevækkende og chokerende betragtninger, hvoraf flere af dem har lige gyldighed uden på nogen måde at være ligegyldige. Tværtimod er “UNDERVÆRKET” en usentimental, chokerende samtidsanalyse med så meget gods og så mange synsvinkler, at den i et oplyst samfund burde være en del af pensum i enhver gymnasieklasse.
Christian Lollike: ”UNDERVÆRKET – The Re-Mohammed-Ty Show”, side 28:
”B: Men værket er ikke originalt nok. Det store tavse flertal befinder sig uden for værkets direkte virkningsradius, tænker Mohammed, og tager nu sidefag i storytelling.
D: I april 1994 indleder ekstremistiske hutuer en længere performance ved navn: THE RWANDA KILLING. Denne performance forestiller en organiseret etnisk udrensning i Rwanda. Udrensningen koster 800.000 tutsier og moderate hutuer livet.
B: That´s more like it, tænker Mohammed.
D: Værkets højdepunkt følger den klassiske dramatiske fortælleform, men har nu alligevel et højst overraskende point of no-return. Hutuerne finder nemlig på at inddrage AIDS i deres kamp (…).