Min far kan lide fugle

Citat
”For de boede i det samme hus, de kørte i den samme bil, de sov i den samme seng, de var PappyHanne, de kunne ikke tænkes hver for sig. Men de slog PappyHannne hårdt mod køkkenbordets kant, de satte PappyHanne ind i skruetvingen og sled det fra hinanden, de smed PappyHanne ned ad kældertrappen, så det blev knust, og så lagde de stumperne ud i haven”.
Maja Lucas: ”Min far kan lide fugle”, s. 51.

I 2008 udkom Maja Lucas’ punktroman ”Min far kan lide fugle”. Romanen består af 72 tekststykker, der fungerer som punkter eller nedslag i en samlet historie. Som genre består punktromanen netop af små prosastykker, der hver især kan stå for sig selv med en vis poetisk værdi, men som samlet set fortæller en længere sammenhængende historie.

Romanen er en fortælling i jegform, hvis omdrejningspunkt er barndommens sorg over forældrenes skilsmisse og den sårbarhed, som følger i kølvandet på den. Fortællingen er ikke kronologisk fremadskridende, men består derimod af både barnets stemme og den voksne jegfortælling, som ser tilbage på barndommens oplevelser. Henvisningen til det voksne jeg findes i formuleringer som: ”I det mindste bor jeg ikke længere i Gomorra, men i mit eget bombede lokum, min egen ruin af et liv” (s. 19). Barnets logik, de erindringsspor, der har aflejret sig, og den voksne fortællers forsøg på at skabe sammenhæng kombineres med uddrag af jegfortællerens drømme, som handler om de følelser, der er vanskelige at håndtere for jeget. Det skaber tilsammen et fragmenteret billede, der tematisk behandler tabserfaring og det virvar af følelser, som den nye familiestruktur medfører.

27213650

Symbolik og metaforik spiller en væsentlig rolle i romanen. Et af de vigtige billeder er de fugle, som dukker op overalt i bogen, og som nærmest fungerer som et ledemotiv i teksten. Det vil sige et element, der bliver ved med at dukke op i nye varianter gennem bogen. Et eksempel er, at jeget siges at have pip i låget, ligesom fuglene indgår i skildringen af skilsmissen med ordene: ”Fugle er monogame, siger man, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de virkelig er det. Eller om de har sidespring og utroskab ligesom os, om de bliver sårede og jaloux. Om de på et tidspunkt får nok og finder en anden fugl at være monogam med” (s. 72).

Fortælleren drømmer også, at hendes far kan lide fugle, hvilket er det, bogens titel henviser til. Der er bare det ved det, at faderen slet ikke bryder sig om fugle, hvilket understreger en tematisk spænding i bogen. Fuglene symboliserer bl.a.  udlængsel og en drøm om at slippe fri, men i romanen findes der ligeledes den modsatrettede bevægelse tilbage til det, der mistes for alle i familien.