Du skal bære dit horn som et scepter

Citat
"Lidt endnu står jeg her
på den mongolske morgenklippe
og trodser verden med mit horn
mens træerne bliver til træer
og græsset forvandles til græs
og det drømmende nattemørke
slipper mig løs af drømmen
atter en uforanderlig morgen
hvor jeg skal repetere mig selv
og skræmme alt nyt på flugt"

Rhinomorgen; Næsehornsdigte

… er 2. bud i Rhinoloven, som fremgår af Næsehornsdigte fra 1990.

Vagn Lundbye har udgivet flere dyrefabler og digte med afsæt i dyrenes verden. Dertil kommer en lang række kronikker, artikler essays m.m., som har udspring i samme emne. Nogle af dyrefablerne er udgivet på cd. Senest i 2003, hvor Holger Laumann har sat musik til, og en lang række danske musikere bla. Lis Sørensen, Mek Pek og Flemming ”Bamse” Jørgensen har indspillet 24 af fablerne på cd’en Dyrefabler .

Den legendariske digtsamling Næsehornsdigte fra 1990 fremstiller verden fra næsehornets synsvinkel. Lige så næsehornsagtigt, dovent og tungt som næsehornet er. Ligeså rå, ubarmhjertig og frygtelig er den verden, det kigger på.

Det var ikke sådan
At verden endte
I mit smukke land
hverken med et brag
eller en klynken
Dengang hun ikke længere
Kunne holde sig oprejst
Men svimmel segnede omkuld
Og begyndte at rådne.

Mens jeg dag og nat
Blev stående hos hende
Og en gang imellem
pattede lidt
på det kolde øre
der spørgende stod
og pegede op mod himlen

Hvad er dette modermord
Andet end endnu et eksempel på
At mennesket i virkeligheden
Slet ikke ønsker at leve
I denne verden.

(Fra Rhino ved liget af sin moder; Næsehornsdigte )