Septemberfortællingerne

I 1988 forfattede Vagn Lundbye rammefortællingen omkring det moderne Dekameron-forsøg Septemberfortællingerne, hvor 7 andre forfattere leverede hver 7 fortællinger til 7 tematisk anlagte fortælledage. De 7 forfattere var Hans Alfredson, Inger Christensen, Maria Giacobbe, Svend Åge Madsen, Henrik Nordbrandt, Ulla Ryum og Peter Seeberg.

Værket blev tilrettelagt på den måde, at Vagn Lundbye skabte rammefortællingen, hvori en katastrofe tvang et antal mennesker til at være sammen i midlertidig isolation. De 7 andre forfattere skulle bidrage med hver 7 fortællinger, som de indespærrede personer valgte at fordrive angsten med.

De 8 forfattere mødtes på Sardinien i Maria Giacobbes hus for at fremlægge hver deres fortællinger med undtagelse af Henrik Nordbrandt, der sendte sine bidrag uledsagede med posten. I de 14 dage fortaltes de 7 gange 7 fortællinger, og Vagn Lundbye fik herigennem indsigt i historierne, som hans bidrag skulle indramme:

Dag efter dag sad gruppen i pinjelundens skygge, her og der med en koncentreret solstråle legende i håret, og hørte fortællingerne drage forbi. Nogle af dem var som fuldbårne fra første øjeblik, andre vovede sig frem, endnu lidt ængstelige ved deres ufærdighed, men efterhånden nogenlunde trygge for, at de ikke ville blive uskånsomt behandlet af den grund. Figurerne tog langsomt skikkelse for vores øjne ”(…)

(Erik A. Nielsen, forord til Septemberfortællingerne, 1988)

Septemberfortællingerne blev aldrig den store læsersucces i sin oprindelige form. Måske var projektet for tænkt til at lykkes litterært. Men det er typisk for Vagn Lundbye at søge nye måder at nå frem til fortællingen på og måske har det været afsæt for såvel forfatterkollektivet som figurerne, der kom til live ved denne lejlighed. Fx er Svend Åge Madsens figur Thomas Emil Fant genudgivet i novellesamlingen Nærvær og Næsten fra 2000 med Madsens egen rammefortælling.