” En tigerslange dumper ned i hovedet på Emil, og de starter en lang dialog om Emils opvækst i Århus i 30’erne og 40’erne og det tasmanske folks frihedskamp i begyndelsen af 1800-tallet ”. Det lyder som indledningen til en Vagn Lundbye-roman, og det er det da også” - skriver Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet.
24214362
Dette lyder ikke som begyndelsen til den hæder, det er at modtage den mest prestigefyldte danske litteraturpris, Det Danske Akademis store pris. Men det er det. For Ekstra Bladet var alene om den lunkne modtagelse – resten af anmelderkorpset og læserne i øvrigt tog imod erindringsromanen med blødende hjerter og stor respekt. Trefoldighedsbarn , der fortæller den historie, som Vagn Lundbye ikke har berørt med et ord, siden han flyttede hjemmefra, er så grusom, at en anmelder i det litterære magasin Sentura skriver, at hun ikke kunne læse den færdig. Det er forfærdende, grusomt, umenneskeligt, det, som den lille dreng udsættes for.
Endnu mere gruopvækkende er det, at forfatteren skulle blive næsten 70 år, før historien kom frem i forfatterskabet. Andre kunne have brugt hele livet på at fortælle den, og stadig ikke være færdig. Og så er den egentlige anledning, - for ellers var den måske aldrig kommet frem? – at Vagn Lundbye på en rejse i Tasmanien i mødet med en tigerslange i få sekunder er i tvivl om, hvorvidt han er blevet bidt med dens dødelige gift, og i disse få sekunder lever hele livet igennem igen. Dette er også starten på fortællingen, hvor slangen bliver den kloge, tålmodige tilhører.
I historien hedder Vagn Lundbye Emil, og han fortæller om sin barndom og opvækst i Danmark, og hans fars årelange tyrannisering af ham og resten af familien:
” Emil, hviskede moren med blod om munden, hvordan har du det?
- Godt svarede Emil og fandt ud af, hvor han var.
Aase og Stig stod og stirrede på ham.
- Det gør ikke ondt, vel Emil? Sagde Stig og krammede sin nye brandbil ind til kroppen.
De kunne høre kirkeuret på Johanneskirken slå.
Der blev stille i huset. Inde i moderens mave lå en lillesøster, som 15 år senere flygtede hjemmefra og til sidst hverken ville kendes ved moderen eller faderen. ”
Mon ikke disse overgreb har været med til at grundlægge den helhjertede menneskemistro, der går som en rød tråd gennem forfatterskabet? Med denne roman har læsere og anmeldere måske fået forklaringen på Vagn Lundbyes ukuelige forsvar for de truede arter – han har selv følt sig som en.
Suzanne Brøgger svarer Ekstra Bladets anmelder i sin tale ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store pris for romanen: ” Men digteren Vagn Lundbye ved mere end ham selv, digteren ved, at lysningen i engen gemmer på et ildelugtende, gruopvækkende væsen med hår over det hele. Derfor kan man heller ikke komme de læsere i møde, som siger: jaja, den er meget god den bog, men kan vi ikke blive fri for slangen. Nej, det kan vi ikke. For her i dødsøjeblikket, hvor livet passerer revy, og hvor begyndelsen er i slutningen (…) der er slangen på sin plads. ”