Genrer og tematikker

Adda Lykkeboe skriver svulstige romaner om kærlighed. Hun er optaget af at skildre parforholdets glæder og sorger med intimiteten og fortroligheden på den ene side, og uligeværdige følelser og utroskab på den anden. Ofte tager plottet sit udgangspunkt i en kvinde, der er fanget mellem to mænds kærlighed. Selv om fortælleren i alle hendes romaner er mobil og skifter synspunkt mellem fortællingens figurer, ligger det største fokus som regel hos den unge femme fatale. Der er meget dramatik og patos på færde i Adda Lykkeboes romaner, som på dette punkt kan give mindelser om romantikkens gotiske romaner. Også settingen og persongalleriet trækker tråde til den romantiske tradition: ualmindeligt smukke operasangerinder og dystre, forelskede gentlemen, der mødes, elsker og svigter på herregårde, i herskabslejligheder, i vild natur og i operahuse. 

Tematisk spiller musikken en meget vigtig rolle i Adda Lykkeboes forfatterskab. Hendes figurer mødes i musikken, udtrykker sig gennem den og vælger den som mission i livet. Brudstykker af lieds og operatekster citeres i romanerne, og rytmer og teknikker skildres.

Et andet særpræg for Adda Lykkeboes romaner er englene. Især i de to første romaner, “Kontrakten” og “Balladen om Antonie”, spiller Gabriel og andre engle en større rolle for handlingsforløbet. Specielt for dette overnaturlige element er, at det i modsætning til den ophøjede tone, der ellers holdes i romanen, skildres med en forløsende komik. De himmelske skabninger viser sig at have meget menneskelige træk, og at være alt andet end ufejlbarlige. Englene i Lykkeboes romaner synes at være fysiske manifestationer for skæbne og hensigtsmæssighed i figurernes liv snarere end decideret at være religiøse symboler. De er nok udtryk for en fascineret flirt med det mystiske i katoliscismen, men skal først og fremmest vise, at personerne er særligt udvalgte.   

Adda Lykkeboes’ litterære univers er i høj grad stedsbundet med Færøerne, Århus og Toscana som tilbagevendende lokaliteter.