Begge Majbritte Ulrikkeholms romaner - men mest udtalt Marias mirakel, - stiller betydelige krav til læseren, der inden han eller hun træder ind i forfatterens mangefarvede rum, må være indstillet på alt andet end konventionel læsning.
Romanerne er snarere en form for tilstand, som læseren - hvis sindet er åbent og nysgerrigt - hvirvles ind i. Og har man først overgivet sig, er det svært at slippe ud igen.
Stilen er ikke ukendt. På nogle planer har Majbritte Ulrikkeholms to romaner - hendes stil med lange farverige sætninger og sans for rituel mystik og magi - således lighedspunkter med flere af forfatteren Louis Jensens romaner, der også bevæger sig rundt i det krævende grænseland mellem realisme og surrealisme.
Mellem fantasi og virkelighed, mellem magien, det fantastiske og det konkrete plan, der dikteres af den flertalsbestemte norm, som Majbritte Ulrikkeholm i al væsentlighed ikke anerkender.
Hun udvisker grænserne, og som et andet tema - budskab - understreger begge romaner vigtigheden af at opnå kontrol over sit eget liv - altid at tage egne beslutninger, der er i pagt med ens inderste.
I begge romaner bearbejder hun disse temaer via tøjlesløs - men respektfuld - omgang med sproget. Og ved at gøre brug af den fantasi og kreativitet, der ligger i os alle, men som alt for ofte kues og gemmes væk i et samfund, i hvilket mere og mere regelstyres og ensrettes i små trange skemaer og kasser. Begrænsende rum, hvori et søgende menneske som Majbritte Ulrikkeholm aldrig vil kunne trives.