“Doktor Faustus” fra 1947 (“Doktor Faustus”, 1967) gendigter det gamle sagn om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen. Faust er i dette tilfælde komponisten Adrian Leverkühn, der sælger sin sjæl for at kunne skrive ny, stor musik. Adrian lever i starten af det 20. århundrede, hvor komponister lider under, at dur-mol-systemets muligheder synes at være opbrugt. Derfor er der stor frustration, kedsomhed og mangel på inspiration blandt komponisterne, men Leverkühn formår at vende denne følelse ved at skabe et helt nyt tonalt sprog. Romanen er krydret med mange tekniske refleksioner over musik, som det kan være svært at følge, hvis man ikke selv er ekspert i nodesystemet. Som musiknovice kan man således godt ærgre sig over, at Mann ikke proppede disse informationer i en fagbog om musik. Men man tager dem med. For romanens kommentarer om den tyske ånd er alle de tekniske detaljer og de 550 sider værd. Romanen er således særdeles interessant, ikke mindst i kraft af den parallelle historie, der fremstiller, hvordan ikke blot Adrian sælger sin sjæl, men hvordan hele det tyske kulturliv bliver som besat af djævelen. Et hendøende borgerskab begynder i stigende grad at forherlige det nihilistiske og livskraftige frem for det civiliserede og humane. Oplysningstidens principper trænges i baggrunden, og ind på scenen marcherer nazisterne. Hermed stadfæster Mann altså sammenhængen mellem kulturlivet og det politiske liv.
24631745
Romanens fortæller er Adrians barndomsven Serenus Zeitblom, der som 60-årig, midt under Anden Verdenskrig, har sat sig for at berette Adrians historie for at bevare mindet om “den fortræffelige, af skæbnen så frygteligt hjemsøgte, ophøjede og atter nedstyrtede mand og geniale musiker” (side 13). Ind i mellem bliver man ganske vist i tvivl, om biografien ikke i lige så høj grad er en undskyldning for, at Serenus kan skrive sin egen historie, for det skorter ikke på kommentarer om fortællerens eget liv, eller ironiske refleksioner over sine omgivelser. Men man bærer over med Serenus, for de selvafsløringer, han indimellem kommer med, gør romanen humoristisk og fornøjelig. Desuden er det Serenus, der bibringer refleksionerne over den tyske ånd, og som sammenkæder Adrian Leverkühns historie, hans kunstneriske udvikling og det ændrede politiske klima i Tyskland.
Thomas Mann anså selv “Doktor Faustus” for højdepunktet i sin forfatterkarriere, og han brugte lang tid på at forberede sig til værket. Han studerede musikvidenskab og biografier af store komponister som Mozart og Beethoven og kontaktede samtidige komponister som Stravinsky og Schoenberg (Schoenberg skabte for øvrigt det 12-tone system, som Adrian skaber i romanen), ligesom han læste filosoffen Nietzsche og filosof og musikkritiker Theodor Adorno.