Dragetrommer

Citat
“Piemur gik hurtigt hen til døren og missede med øjnene mod det skarpe sollys, der stod i stærk kontrast til mørket indenfor. Han standsede på det nederste trin og tøvede med at tage det sidste skridt, der ville afbryde hans forbindelse med mester Shonagar. Han følte pludselig en hård klump i halsen, der ikke havde noget med hans stemmeforandring at gøre.”
Anne McCaffrey: “Dragetrommer”, side 19

I “Dragetrommer” (“Dragondrums”, 1979) er det Piemurs oplevelser, der er i centrum, mens Menolly og deres fælles venner, skjaldesvenden Sebell og mesterskjalden Robinton, glider en smule i baggrunden.

Piemur kommer fra et liv langt ude på landet som søn af en fårehyrde, men er blevet optaget i Skjaldenes Hal på grund af sin fantastisk rene sangstemme, der endnu ikke er gået i overgang. Piemur skal lige til at begynde at øve et værk komponeret af den største komponist i Hallen, og han har fået den vigtigste rolle, da hans stemme langt overstiger alle de andre disciples. Men i samme øjeblik som han skal til at synge første vers, knækker hans stemme over og begynder at gå i overgang. Dette er naturligvis Piemurs store frygt, idet han ikke mestrer andre musikinstrumenter på højt plan. Piemur frygter derfor, at han nu med en ubrugelig stemme vil blive sendt tilbage til sit tidligere liv som fårehyrde. Dog viser det sig hurtigt, at Mester Robinton og Menolly har helt andre planer for ham – de udnævner ham til deres særlige discipel, men kun under forudsætning af, at han hemmeligholder sin nye identitet. Han udstationeres desuden som trommediscipel for at man ikke skal opdage, at han er blevet Mester Robintons discipel. Trommerne er på Pern en musikart, der er af mere funktionel art end æstetisk. Trommerne bruges nemlig til at sende meddelelser mellem borgene, og Piemur skal nu begynde oplæringen i dette kommunikationshåndværk. Samtidig med, at Piemur oplærer sig selv i trommesignalerne, begynder Menolly, Mester Robinton og Sebell at tage ham i brug som spion ved forskellige lejligheder.

Han ankommer på denne måde til et marked på en fremmed borg sammen med Sebell, begge forklædt som hyrder. Piemur skal bevæge sig rundt på markedet og lytte til folket for at opsnappe, hvem man ønsker at få som borgherre efter den ondskabsfulde, gamle og dødssyge Merons snarligt forventede død. Piemur er dog så nysgerrig, at han ikke kan holde sig på markedspladsen, men får sneget sig ind på selve borgområdet, hvor han forveksles med en køkkendreng og bliver sat til at arbejde. Da han under sin nye falske identitet som arbejdsdreng på borgen bliver gennet op for at gøre rent i borgherre Merons private gemakker, lykkes det ham at stjæle et ildøgleæg og gemme sig for eftersøgningen, da tyveriet opdages. Hvordan han skal slippe ud fra borgen og for sin straf for tyveriet, skal ikke afsløres her, men hans personlige historie ender et helt andet sted på Pern, end den startede.