“Nattog til Lissabon”

Citat
“Af og til har jeg tænkt på at Amadeus ånd frem for alt var sprog [...] Han fór sammen når nogen anvendte ord der havde at gøre med at forsvinde, forgå, forlade, jeg mindes navnlig correr og passar. I det hele taget var han et menneske der reagerede så heftigt på ord, at det var som om de var vigtigere end tingene selv.”
“Nattog til Lissabon”, s. 343.

Raimond Gregorius hedder hovedpersonen i “Nachtzug nach Lissabon” fra 2004 (“Nattog til Lissabon”, 2007). Han er 57 år gammel, bosat i Bern, hvor han ligeledes er født og opvokset, og så arbejder han på gymnasiet, hvor han underviser i de klassiske sprog. Han har haft en kone, men de er gået fra hinanden, og nu lever han et helt igennem almindeligt liv, hvor den største passion handler om at lære de sproglige systemer at kende. Sådan rigtigt. Men en dag møder han en portugisisk kvinde, som er helt og aldeles i følelsernes vold, og som ser ud som om, hun kan springe ud fra den bro, hun står på, hvert øjeblik det skal være. Da han senere samme dage får fingre i et værk fyldt af filosofiske fragmenter, som er skrevet af den ukendte portugisiske forfatter og læge Amadeu de Prado, så er der ingen vej tilbage til det liv, der hidtil har været hans. I stedet drager Gregorius med Prados bog under armen med nattog til Lissabon – i en eftersøgning efter forfatteren og på opdagelse i sig selv.

26744571

Størstedelen af romanens handling udfolder sig i Portugal. Her opsøger Gregorius alle de mennesker, der har været en del af den afdøde Prados liv. Han møder Prados søster, bedste ven, bedste veninde, hans livs lidenskab og nogle af de mennesker, Prado kendte fra modstandsbevægelsen. Alle disse menneskelige møder bliver helt særlige for Gregorius og giver ham mulighed for at dykke ned i dette andet menneskes liv. I lidenskaber, lidelser og længsler. Og i alt det, der forhindrede Prado i at blive et frit og helt menneske. Efterhånden får Gregorius stykket en hel historie sammen om Prado, og han benytter denne historie til at diskutere livet generelt og til at søge dybere ned i sit eget liv og sine egne erfaringer. For hvad får en midaldrende mand, som alle altid har betragtet som en knastør tørvetriller til fra den ene dag til den næste at forlade sit hjem, sit arbejde og alt? Er det en gal mands drifter, eller er det en mand på jagt efter svar og klarsyn?

“Nattog til Lissabon” tager livtag med livets smertepunkter. Med døden og ensomheden, med svigt og med de begrænsninger, ethvert menneske oplever – både i sig selv og defineret af andre. Især tematiserer den de begrænsninger, som en given opvækst giver. Prado kæmpede hele livet med at slippe fri af opvækstens begrænsninger, og han var opfyldt af vrede mod alle autoriteter. Igennem Gregorius’ tilbageblik på sin barndom i en fattig familie  gives et indblik i, hvordan samvittighed indbygges i mennesket. For at hjælpe sin mor med at forløse en drøm om at kunne rejse, stjæler Gregorius en bunke penge fra en gadehandler, men da han kommer hjem med pengene, går det op for ham, at han jo ikke bare kan aflevere pengene og sige, at nu kan de rejse. Med den erkendelse og en snert af lurende dårlig samvittighed, lægger han pengene tilbage til gadehandleren. Det, Gregorius dermed gennemgår, er et sæt af erkendelser, der tilsammen giver sig udslag i samvittighed. Samvittigheden bliver således en hæmsko for, at Gregorius kan hjælpe familien ud af fattigdommen. Den hæmmer på den vis hans frie vilje, men den betyder, at han passer ind i samfundets normer. Hans frie vilje bliver ligeledes hæmmet, da han som ung drømmer om at tage til Mellemøsten for at arbejde som underviser i sprog, men hvor han i stedet vælger at blive i hjembyen og studere. Her bliver den frie vilje overvundet af angst og af en følelse af ikke at kunne rejse på grund af familiens forventninger. Han kan simpelthen ikke løsrive sig så meget fra familien, at han kan rejse til en helt anden verden.

I løbet af romanen konfronteres Gregorius med livets store spørgsmål igennem Prados skrifter, som tematiserer de mange vigtige spørgsmål, der omgærder det at være menneske. For Gregorius betyder dels læsningen og dels de menneskelige møder, at han kommer sig selv nærmere, så han til sidst bliver i stand til at konfrontere sin største angst – noget Prado til gengæld aldrig fik mulighed for.