Genrer og tematikker

“Perlmanns fortielser” er i vid udstrækning en forfaldsroman. Perlmann gennemlever en alvorlig krise, og selvom han undervejs gør sig en række store erkendelser, så er han ikke i stand til at vikle sig ud af krisen, men forbliver fanget i sine tankers spind. Han forbliver ude af stand til at stå ved sig selv, og ude af stand til at opnå det eftertragtede nærvær.

I “Nattog til Lissabon” er udviklingen i centrum. Gregorius udvikler sig igennem de menneskelige møder, via læsningen og igennem de erkendelser, han gør sig. Dermed bliver han til sidst – næsten – i stand til at stå ved sig selv over for andre mennesker, og i hvert fald bliver han i stand til at konfrontere sin største angst i livet.

“Lea” er på mange måder en kombination af Pascal Merciers to første romaner, Herzog minder således på mange måder om Gregorius, idet begge har levet det meste af deres liv med følelserne gemt langt væk under overfladen, indtil de en dag bliver vækkede. For Gregorius er det mødet med henholdsvis de to portugisere – den nulevende dame og den afdøde læge og filosof –, og for Herzog er det mødet med Vliet, der sætter deres egne liv i perspektiv og får dem til at turde dykke ned under overfladen og snuse lidt til følelseslivet. Til gengæld minder Vliet om Perlmann, idet begge er i følelsesmæssig krise og når helt ud i ekstreme afkroge af deres eget følelsesliv. Samtidig sætter de begge karrieren på spil på grund af smerte og tab. Igennem de to hovedkarakterer kommer såvel forfaldsstemningen som opbyggeligheden i centrum i “Lea”, ,uden at det er til at sige, om det er apatien eller appetitten, der fylder mest, Måske det sidste dog, fordi viljen til at ville forstå er så ekstrem – ligesom den for øvrigt er det i de to øvrige af Merciers værker. Denne vilje kommer til udtryk igennem den dybe filosofiske klangbund, der præger værkerne. Mercier har et sjælden talent for at dykke ind i menneskets indre og finde ud af, hvad der er på spil. Hvilke eksistentialer eksisterer der, og hvordan folder de sig ud for det enkelte menneske. Det er således umuligt at udsondre et enkelt eksistentielt og filosofisk tema i værkerne. Til gengæld er alle diskussionerne relevante for menneskets væren og færden i verden, og som læser bliver man uvægerligt klogere på menneskelivet undervejs.

Alligevel, hvis et enkelt dobbelttema skal udpeges, så er den menneskelige angst et helt centralt tema i Pascal Merciers forfatterskab, og desuden den frie vilje som angstens kontrast. I “Perlmanns fortielser” har den russiske lingvist Leskov været fængslet, og dermed har han helt konkret fået stækket sin frie vilje. Hans tankevirksomhed har dog en selvstændig frihed over sig, som Perlmann misunder ham. Perlmanns bånd er langt mere usynlige. De består af de begrænsninger, han er vokset op med, og som han ikke kan smyge sig ud af. Selv om han er et voksent menneske og for andre virker som et autonomt og selvstændigt individ, så spænder hans sind ben for ham og gør, at han ikke kan agere frit. Om den frie vilje udtaler Pascal Mercier: “Det, der hindrer os i at være selvstændige, autonome [...], er ting, vi ikke forstår, altså vores indre drivkræfter. Kun i den udstrækning, vi lærer at forstå, hvordan de bliver til, har vi en mulighed for at få dem til at forsvinde eller opløse sig selv.” (Peter Wivel: “Nøglen til succes”. Politiken, 2007-05-12).