Lea

Citat
“Pludselig stod det mig klart at det altid er grusomt når andres blikke hviler på os; selv når det er velvillige blikke. De gør os til skuespillere. Vi må ikke være os selv, vi skal være til for de andre som fører os væk fra os selv. Og det værste: Vi skal foregive at være en helt bestemt. Det forventes af de andre. Samtidig er vi det måske slet ikke.”
“Lea”, s. 116.

I romanen “Lea” fra 2007 (“Lea, 2009) bliver et tilfældigt møde mellem to midaldrende schweizere, kirurgen Adrian Herzog og forskeren Martin van Vliet, på en cafe i Provence afsæt for en roadtrip fra Provence til Bern og ikke mindst til en hæsblæsende tur rundt i livets hårnålesving. Mens Herzog styrer rattet, serverer Vliet sin livshistorie, der begynder, hvor hans elskede kone døde og efterlod ham alene med deres unge datter Lea. Det første år herefter bliver præget af apati. Sorgen lægger sig tungt over dem begge og letter først, da Lea bliver fascineret af en gademusikant, der spiller et violinstykke af Bach. Fra og med den dag er der intet andet i Leas liv end violinspil. Hun øver, til fingrene er nær ved at blive slidt af, og i Vliets lykke over, at datteren igen er blevet vakt og har fået livsappetit, gør han alt for at bakke hende op og dyrke hendes talent. Og talentet er stort. Det er så stort, at Lea i og efter gymnasieårene kommer til at spille i nogle af Europas største koncerthuse og bliver dyrket og rost i medierne. Men under overfladen lurer ulykken i form af sammenbrud, og den bider sig stadig mere og mere ind på Lea. Vliet ser det, og alligevel nægter han at erkende det, og i et sidste desperat forsøg på at redde datteren, begår han en forbrydelse, der både sætter hans karriere og almindelige tilværelse på spil.

28007884

De to mænd er på mange måder væsensforskellige. Mens Vliet følelsesmæssigt dedikerer sig fuldt og helt og har været villig til at ofre alt for sin datter, så har Herzog aldrig givet sig selv, og symptomatisk er det for ham, at han hele sit liv med sin ekskone gjorde sig forestillinger om i stedet at leve med sin første operationssygeplejerske. Faktisk er det også denne evne til projektion, der fører de to mænd sammen, for da Herzog første gang ser Vliet på afstand, forestiller han sig, hvordan det ville være at leve hans liv i stedet for sit eget. Desuden finder de to mænd sammen om det følelsesmæssige opbrud, der præger begges liv. Begge har mistet både job og familie, men mens Herzog umiddelbart selv har valgt fra, så har Vliet ikke haft nogen afgørende indflydelse på sine tab – eller det vil nærmere sige, at uanset hvor meget Vliet har forsøgt at gardere sig imod tabene, så er afgrunden i stigende grad rykket nærmere, fordi undertrykte følelser har trængt sig stadig mere på. Og her er der faktisk et punkt, hvor de to mænd ligner hinanden, for begge lider under en manglende evne til at bearbejde sorg, smerte og deres egen utilstrækkelighed. Herzog får ikke bearbejdet hverken de smerter, han konfronteres med i sit liv, eller sine egne manglende evner, og det er først, da han er nær ved at køre en dreng ned foran sit hus, at angsten for alvor får fat. Som om muligheden af at køre drengen ihjel kommer til at repræsentere alt det, han i sit liv har mistet eller ikke har evnet. Fra den dag kan han ikke længere operere, fordi “jeg ikke længere stolede på mine hænder, på min motoriske hukommelse” (side 39), som han siger. Al hans manglende evne til at tage ansvar bliver sat i scene i den ene oplevelse med drengen foran huset og stiller alle hans evner i et tvivlsomt lys, og det er også derfor, han er taget til Provence.

For Vliet er det især hans manglende behandling af smerten over tabet af sin kone, der spænder ben. Som han fortæller: “Af og til lå jeg vågen, forpint af sorg over at Cécilie for hvert fremskridt hendes datter gjorde på violinen, i stadig højere grad blev fortid, og sorgen blandedes med en urimelig bitterhed mod Lea, der tog min kone fra mig, men som jeg uden hende sikkert for længst var gledet fra.” (side 36). Denne manglende bearbejdelse arbejder sig således ind mellem ham og Lea, og selv om (eller netop på grund af at) Lea er en følsom pige – hvilket symboliseres igennem hendes særlige evne til at skabe fortrolighed med dyr –, så får heller ikke hun tacklet smerten over morens død. Hun projicerer alle sine følelser over i violinspillet, hvor hun “spillede som om hun byggede en imaginær katedral af toner” (side 120). Denne katedral kan tolkes som et sted, hvor Lea kan gemme sin smerte over tabet væk. Men smerten vokser sig efterhånden så stor, at Lea må splintre katedralen i form af violinen i stumper og stykker. Eller også er det vreden og frustrationen over faren, der får hende til at splintre violinen, fordi han tvinger hende til at gemme sine følelser væk, sådan som han selv gør det ved, at han i den grad dyrker hendes violinspil. I hvert fald får Vliet stadig sværere ved at holde om og af sin datter i takt med, at følelserne flyder op til hendes overflade, og dermed skubber han – stik imod sine hensigter – hende ud mod afgrunden.