Jaguarens datter

Citat
“Nu har jeg dig, din udspekulerede lille rotte. På trods af din tavshed og dit hemmelighedskræmmeri. Jeg ved godt, hvad der ligger og skvulper i dit eget lille hjerte. Og jeg kan se ansigterne på både din første og sidste kæreste for øjnene af mig lige nu. Hvis ikke du får lov til at give dem tæsk først, så er du jo ikke til en skid. Det er derfor, du har givet mig håndjernene på.”
“Jaguarens datter”, s 266.

Christian Mørk præsenterede os for osteologen Kit Henson, populært kaldet Knoglehviskeren, i ”Kejserens port”. Hendes ekspertfelt var at aftvinge skeletter og lig deres historier. Under en rejse til Østen fik hun en kugle i hovedet og blev til Projektilkvinden. Nu lider hun af epileptiske anfald og en hukommelse, som ikke ville imponere på et demenscenter. I ”Jaguarens datter” fra 2010 er hun oven i købet blevet gravid, mens kæresten er skredet, og hun står anklaget for at have forårsaget de forbrydelser, hun bragte til ophør i ”Kejserens Port”. Det er ikke let. Bag hendes genvordigheder står den grusomme forbryder, kaldet Den hvide rotte, og nok en gang betjener han sig af hendes hund af en eksmand Colin til at få ram på hende.

28452535

Opgøret mellem Knoglehviskeren Kit og Den hvide rotte fører som altid hos Mørk læseren ind i eksotiske kulturer, denne gang Ecaudor, med afsæt i myten om ’Jaguarens datter’, en inkaprinsesse i femtenhundredetallet.

Ifølge overleveringen fik hun revet hjertet ud som et offer til de højere magter. Nu er hendes mumie fundet, og en anonym mand beder Kit tage et kig på det. Hermed er fortællingen i omdrejninger.

Navnene, Knoglehviskeren, Den hvide rotte, Projektilkvinden og Jaguarens datter, antyder det kulørte og eventyrlige, som fortættes i handling, sprog, personer, stemninger og miljø. Det spjætter helt ned i fortællingens grundform med effektjagende omslag fra den dominerende tredje person- til en anden person-fortæller (s. 132). ”Jaguarens datter er en thriller, som følger inkaprinsessens bankende hjerte ind i det moderne Ecuadors dybeste afkroge for at finde grænsen mellem tro og overtro”, hedder det på forfatterens hjemmeside. I en trailer på youtube lægges der vægt på romanen som en hvisken fra en kvindes hjerte om håb, længsel og mord.