I Hans Henrik Møllers ”12 historier om stedsans” fra 2007 spiller stedet, hvor historierne foregår, en afgørende rolle.
Nogle af de tolv noveller er det pure opspind, mens andre tager udgangspunkt i historiske fakta. Det sidste gælder for eksempel ”Kant, Königsberg, i midten af maj”, hvor forlægget er den tyske filosof Immanuel Kants dagligdag i Königsberg i slutningen af 1700-tallet. Novellens greb er, at den grundigt beskriver de elementer af filosoffens dagligdag, som er historisk veldokumenterede: ruten på spadsereturen, som altid gentages, temperaturen i arbejdsværelset og soveværelset, der aldrig må ændres og deltagerne ved de aftensaloner, som Kant holder for at afprøve nye filosofiske teser. Det er med udgangspunkt i disse ting, at forfatteren kan fantasere videre om det, vi ikke ved noget om: at Kant en formiddag får overrakt et brev, som er skrevet af en kvinde. At kvinden i brevet opfordrer Kant, fornuftens store discipel i europæisk filosofi, til for en gang skyld at afvige fra sit rationelle system og tage sin spadseretur om formiddagen i stedet for om eftermiddagen. Så vil hun sidde på den bænk, han normalt holder hvil på. Der er en mulighed for at lukke noget ukendt ind i sit liv. Han griber den ikke.
26602653
En anden historie, ”Fuga for orgel og læber”, udspiller sig i 1908 i Tunguska-området i Sibirien og i Krakow 1912. Udgangspunktet er det meteor, der i 1908 ramte Tunguska. I novellen er et orkester i nærheden i gang med at indøve en kantate af Bach, hvis lyd nedslagskrateret i en brøkdel af et øjeblik suger til sig og derefter sender op i luften, hvorfra det driver helt til Skt. Petersborg, hvor folk undrende lytter op mod himlen til den mystiske akkord. Dette bringer historien til Krakow i 1912, hvor en organist er i færd med at øve på Bachs fuga i d-mol. Imens dukker en kvinde op i kirken. Organisten øver tranceagtigt, orglet forvirres med hans egen krop, kvinden med musikken, han selv med musikken, kvinden med orglet og så sker det: Han spiller præcis den akkord, som blev løftet fra Tunguska til Skt. Petersborg fire år tidligere, og kirken falder sammen om ørerne på organisten.
Også i denne novelle er det stedet, og ikke mindst overskridelsen af grænserne mellem stederne, der tematiseres. Både grænserne mellem Sibirien og Skt. Petersborg og Krakow, der på grund af en akkord i et stykke musik af Bach et øjeblik ophæves, og overgangene mellem stederne mand, kvinde, musik, fantasi, ekstase og virkelighed udviskes. På grund af samme musik, samme transcenderende akkord.