Da Hans Henrik Møllers gennembrudsroman ”Burgundia” udkom i 2010, stod sammenligningerne til andre forfatterskaber i kø i avisernes litteraturspalter. Ikke færre end 25 andre forfatterskaber blev der henvist til, nogle er dog mere oplagte end andre. Et element i Hans Henrik Møllers værker, der er meget dominerende i ”Akhnatons torso”, er et floromvundent, til tider arkaisk sprog. Det leder i førte omgang tankerne i retning af Karen Blixen. Efter en nærmere læsning er måske snarere en kobling til Peter Høeg, der i sine ”Fortællinger om natten” og ”Forestilling om det 20. århundrede” ligeledes leger med et sprog, der i sin opstyltethed kan lede læserens tanker i retning ad aristokratisk herregårdslitteratur med et element af gotisk melodrama.
Indholdsmæssigt er det oplagt at sammenligne med forfattere som Salman Rushdie og Gabriel Garcia Márquez. I deres bøger er der også en tynd grænse imellem den jordnære realisme og fri fantasi. Her kan alt i princippet ske, og der plads til meget store fortællemæssige armbevægelser.
Hans Henrik Møller selv nævner den argentinske litterat og forfatter Jorge Luis Borges som en inspirationskilde, i hvis univers der også – mildt sagt – er plads til lidt af hvert, samt den færøske forfatter William Heinesen.