I Herta Müllers ”Heute wär ich mir lieber nicht begegnet” fra 1997 (”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, 2012) møder man en ung fabriksarbejderske i Ceausescus Rumænien på vej til et forhør hos sikkerhedspolitiet Securitate.
Hendes neurotiske ritualer omkring begivenheden afslører, at det ikke er første gang, hun skal afhøres. Som vanligt har hun kun spist en enkelt angstdæmpende nød, og hun har iført sig den lykkebringende grønne bluse, som hun har døbt ”blusen der stadig vokser” – måske fordi hun føler sig mindre for hvert møde med sin sadistiske afhører Major Albu. Tandbørsten er med i tasken, i fald de skulle beholde hende, men lykken har hun efterladt derhjemme. I det totalitære regime må livet og lykken adskilles, forklarer hun.
29504415
Bogens hovedspor følger jegets sporvognstur på vej til afhøringen. Under rejsen kontempleres et håbløst liv. Der krydsklippes romanen igennem mellem den angstprægede sporvognstur omgivet af bryske og affældige medpassagerer og fragmenter fra fortiden. Her fortælles historien om en barndom i skyggen af en afdød storebror, en kølig mor som går i et med spisebordet og bedstemorens død i lejren i Bărăgan. Hun erindrer sin liderlige ekssvigerfar på styrets side og tænker på sin naive kollega Lilli, som blev dræbt, da hun forsøgte at flygte ud af landet med sin rundmavede officer. Hun bekymrer sig om sin fordrukne mand Paul, og fordømmer sin tidligere elsker, den forsmåede Nelu fra tøjfabrikken. Det var ham, der angav hende til Securitate for at putte håbefulde kontaktannoncer i frakkelommer på vej til Italiens mænd.
Selvom romanen på det primære handlingsniveau blot skildrer en sporvognstur, er der tale om en kompleks fortælling, hvis fragmenterede form afspejler et menneske, der er ved at falde fra hinanden. Gennem jegfortælleren gives der indblik i verden set gennem angsten og mistillidens filter. Dette forvrængende perspektiv formidles i et ekspressivt sprog mættet af groteske billeder og gennemvædet af hovedpersonens tiltagende vanvid. Visse steder opløses prosaen og meningen næsten i abstrakte poetiske udlægninger af virkeligheden, der mimer rationalitetens gradvise opløsning. Bogen er kulsort, men med en tragikomisk kant, der gør håbløsheden udholdelig.