Kongen bukker og dræber

For en forfatter, som skriver ”autofiktional litteratur” og ikke laver andet end at omsætte sine personlige erfaringer til fortællinger, burde en selvbiografi vel egentlig være et omsonst foretagende – eller måske byder det sig netop til som et indlysende valg. I hvert fald kaster Herta Müller sig ud i projektet og udsendte resultatet under titlen ”Der König verneigt sich und tötet” i 2003 (“Kongen bukker og dræber”, 2005).

27974767

Nok engang er sproget omdrejningspunktet. I en kronologisk fremadskridende bevægelse tematiserer Müller sine tildragelser, fra dengang tingene hed det, de var, og var det, de hed, til ordene faldt under diktaturet. Hun taler om pauser i talen, om koderne mellem vennerne, om sprog der kolliderer, tysk med rumænsk, landsbysprog med bysprog, den fri verdens sprog med den undertryktes. Herta Müller skriver: ”Den instinktive tillid til modersmålet kan desværre forpurres.” (s. 20) ”Når intet i livet er rigtigt mere, styrter selv ordene ned. For alle diktaturer, højre- eller venstreorienterede, ateistiske eller gudelige tager sproget i deres tjeneste.” (s. 23). ”Sprog var og er intetsteds og på intet tidspunkt en upolitisk indhegning, for det kan ikke adskilles fra det den ene gør mod den anden. Det lever altid i det enkelte tilfælde, man må hver gang på ny aflytte hvad det har at sige.” (s. 29).

Herta Müller er øjensynligt engageret i en evig udveksling, en dialektik, en kamp på indhold og udvikler modsætningerne med eksempel på eksempel: ”Da jeg kom til Tyskland blev jeg forskrækket over den reklame for et flyttefirma der siger: ”Vi giver Deres møbler ben at gå på.” Jeg kender møbler med ben som det hemmelige politis bevidst satte tegn. Jeg kom hjem, og i mit fravær var stolen i værelset gået ud i køkkenet.” (s. 25). Tilsvarende hører hun om det for hende selvmodsigende begreb ølykke. En ø er den forestilling, hun havde om sig selv i Rumænien og om Rumænien i verden, akkurat som det var den forestilling, Aleksandr Solsjenitsyn havde om det sovjetiske fangelejrsystem i ”Gulag øhavet”. En ø er i diktaturet det stik modsatte af lykke. Det er forbundet med isolation, afsavn og lidelse og så langt fra Vestens Bounty-forestillinger om hvide palmestrande, som man overhovedet kan komme.