Sanne Munk Jensen skriver sig ind i en direkte og dynamisk ungdomslitteratur, hvis vigtigste opgave synes at være at karakterisere nutidens ungdomsgeneration. En generation, som både er hæmmet af og velsignet med et hastigt skiftende samfund med mange muligheder og valg, hvor der stilles høje krav til selvstændighed, omstillingsevne og sociale kompetencer. I Munk Jensens bøger dømmes personerne i en vis grad på deres sociale kompetencer eller mangel på samme, som får stor betydning for, hvordan deres liv udformer sig.
I ”En dag skinner solen også på en hunds røv” bryder moderen de gængse sociale konventioner ved at drikke og have skiftende partnere, hvilket gør Alma flov og får hende til at føle sig anderledes og uden for fællesskabet. Alma prøver ikke at indlemme sig i nogle fællesskaber, hverken på efterskolen, i kollektivet eller på arbejdet, men vælger derimod at holde sig til ganske få personer, Julie og Jonas. Hendes følelse af at være afskåret er med til at forstærke hendes distancerede syn på omverden og gør, at hun står meget alene med sine problemer og bekymringer.
”Satans yngel” handler om at få et barn, og Alma har svært ved at finde ud af moderrollen. Hendes egen afdøde, alkoholiserede mor kunne aldrig rigtig finde ud af at tage sig af Alma og lillesøsteren Amelia, så hun kan ikke bruges som forbillede. Veninden Trina er til gengæld et eksempel på nærmest den perfekte mor, men det virker mest som en provokation på Alma, der afviser alle hendes gode råd. Til gengæld er hun hurtig til at tilgive den biologiske lægefar, som har været fraværende i de første 25 år af hendes liv. Romanen fremstår som en modreaktion på tidens krav til mødre om, at de skal være perfekte. En omtumlet opvækst med en alkoholiseret mor, omsorgssvigt og en fraværende far har skabt så meget kaos i Almas liv, at hun tvivler på, at hun selv er i stand til at være der for sit eget barn. Slutningen antyder, at det er muligt for Alma at bryde den sociale arv og forsone sig med den familie, hun kommer fra.
”Dig og mig ved daggry” handler om et ungt kærestepar, som begår selvmord. Forfatterparret Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved skriver om de unges selvmord og vejen dertil uden at forherlige selvmordet som løsningen på problemenerne: ”Vi vil selvfølgelig gerne vise, at vi synes, det er en dårlig beslutning at begå selvmord. Vi piller det ned fra martyrpiedestalen og prøver at vise, at der måske havde været nogle andre muligheder. Det er det eneste moraliserende element.” (Jeppe Bangsgaard: Unge er ikke snobbede, når de læser. Berlingske, 2014-01-17). Historien fortælles retrospektivt af den afdøde jegfortæller Louise, som fra det hinsides får mulighed for at reflektere over sine handlinger. Hun kan ikke fortryde, men historien sætter mange tanker i gang hos læseren.