Mørkeleg med læseren

En pointe i “Latter i mørket” er, at det ikke kun er Albinus, der bliver hånet, det er også læseren, som hånes over sin uvidenhed. Hånet af forfatterens universale magt til at fortælle lige præcis, hvad han vil. Det er en meditation over det at snyde sin læser og udelukke det, som ikke er relevant. Derved bliver det til en metafiktiv roman, der forholder sig til det at skrive en roman.

Romanens indledende linjer beskriver dens “spil” ganske rammende: “Engang boede der i Berlin, i Tyskland, en mand, der hed Albinus. Han var rig, respektabel og lykkelig; en dag forlod han sin kone for en ung elskerindes skyld; han elskede, blev ikke elsket selv; og hans liv endte med en katastrofe. Det er hele historien, og vi kunne godt have ladet det blive ved det, hvis det ikke havde været for nytten og fornøjelsen ved at fortælle den (…)” (side 5).

Efter at have fortalt historien på disse få linjer kaster Nabokov sig nu ud i at fylde lidt kød på – for fornøjelsen som han skriver. Allerede her ligger der igen en ironisk spænding: Vi ved ikke helt, hvorfor denne historie fortælles. Er det for læserens fornøjelse? For fortællerens? Kommentaren stiller spørgsmål til læseren som voyeur, der opnår en nydelse i andres lidelse. Romanens titel sigter også mod denne ubestemmelighed. Er det forfatteren, der griner i mørket af sin læsers uvidenhed? Eller skal det kun forstås på historieplanet, fordi den unge pige mod slutningen af romanen griner af den stakkels blinde Albinus?

Men ud over denne mere eller mindre ubestemmelige leg med mediet er “Latter i mørket” også en roman om destruktive lidenskaber. Dette er en helt central linje i forfatterskabet, som især genfindes i “Lolita”.