Den forbudte kærlighed

“Lolita” er en roman om kampen mellem det rationelle på den ene side og den hedonistiske, sansemættede hengivelse til skønheden på den anden side. Humbert overgiver sig fuldstændig til den forførende (og fortærende) Lolita og opgiver derved sin sidste rest af rationalitet og respektabilitet. Men selvom det er en lystfuld kærlighedshungren, som romanen beskriver, er det ikke en erotisk roman i kødelig forstand. Den er mere erotisk i en intellektuel forstand. Humbert’s sprog blomstrer i hans forsvarstale gennem en passioneret, sansemættet og irrationel linje, der er i konflikt med samfundets rationelle fordømmelse. Romanen bliver til en art symbiose mellem det rationelle og det irrationelle i karakteren Humbert Humbert.

Men “Lolita” er først og fremmest en kærlighedshistorie, om end en atypisk en af slagsen. Det er historien om en forbudt kærlighed, som gemmer sig for samfundets tabuisering. Humbert’s omgang med den unge pige er selvfølgelig et forkasteligt overgreb. Hun er kun tolv år, da forholdet indledes. Humbert skriver, at han nok er kommet til at ødelægge noget i Lolita således, at hun ikke udvikler en helt normal seksualitet. Men Lolita ødelægger også noget i Humbert med sin afvisning. Dette gør romanen til en ulykkelig kærlighedshistorie: Humbert elsker grænseløst, men hans kærlighed bliver ikke gengældt. Hans jalousi og besiddertrang driver ham til vanvid, fordi han ikke kan fastholde hende. Det er en hengiven sig til en frugtesløs, destruktiv kærlighed med en snært af dødsdrift. Det er en nyttesløs stræben i Humbert efter at besidde det ubesiddelige – hvilket i sidste ende slår ham ihjel.

“Lolita” skabte en del skandale, da den udkom, men romanen har også formået at fængsle mange mennesker, hvad de to filmatiseringer af bogen er et bevis på. “Lolita” blev filmatiseret første gang i 1962 af Stanley Kubrick. Her skrev Nabokov selv manuskriptet, men lavede efter Kubricks ønsker en del ændringer. Den anden filmatisering fra 1997 ligger noget tættere på bogen.