“Pnin” fra 1957 (“Pnin”, 1964/2019) er en lille, smuk og humoristisk roman. En roman, hvor Vladimir Nabokov igen tager livtag med emigranten. Her er det russeren Pnin, der fordrives til Europa af revolutionen for siden at tage ophold i USA. Pnin er en mindre vellykket professor i russisk på et ubetydeligt college i en amerikansk lilleby – en personskitse som har et betydeligt sammenfald med forfatterens eget liv.
Han driver rundt i universitetsmiljøet i den lille by, hvor han bor til leje på skiftende adresser. Han har kun et par elever per semester, som han underviser i russisk sprog og litteratur. Han er en komisk skikkelse, der bliver gjort til grin på universitetet, men dog uden at han selv er klar over det. Pnin er meget optaget af den russiske litteratur, han underviser i, såvel som de forskellige bøger, han skriver på. Og det er fra disse sysler, han får sine største fornøjelser. Men han kæmper samtidig med at opnå varig ansættelse på universitetet. Han kæmper med det amerikanske sprog, som han ikke er så god til at udtale. Han kæmper med savnet af sin noget specielle ekskone. Han kæmper med at finde ro i sin emigranttilværelse. Han kæmper med savnet af et Rusland, han aldrig kan gense.
Pnin har boet i Europa i sin ungdom, hvor han færdedes i emigrantmiljøet. Dette miljø findes også i USA, hvor han følger med i emigrantaviser på russisk, såvel som han mødes med andre russere. Da Pnin endelig, efter at have boet til leje i flere år i den lille by, får sit eget lille hus, fyldes han af en følelse af lykke (se citat). Det er en lykke over at være faldet til ro, over at exodus’en er forbi, men om det er en endelig lykke for den kære Pnin, må man selv læse sig til.
Den sparsomme handling bliver fortalt af en person, der kender Pnin, men som først giver sig til kende som en del af handlingen til sidst – igen en rammefortælling med indbygget ubestemmelighed. “Pnin” er dog ikke lige så kompleks som mange af Nabokovs andre romaner. Romanen er mere en hyldest til livet i form af en tragisk og komisk figur. Men ud over tragikken og komikken fornemmes der en vedvarende glæde ved helt fundamentale ting, som det at bade i en kold og klar å på en sommerdag eller at blive væk i sit fædrelands store litteratur.