"Ungdom er skønhed"

Nabokov er mest kendt for sine romanhandlinger om en ældre mand, der forelsker sig (fortaber sig) i en yngre pige (oftest meget ung). Dette plot var anledning til skandalen om “Lolita”, men er også at finde i en af hans første romaner “Latter i mørket”. Hovedpersonen i disse romaner (faktisk i næsten alle hans romaner) er den ældre mandlige intellektuelle, der færdes i de universitære og kunstneriske miljøer. Den intellektuelle der ikke kan finde ro i sine borgerlige sysler, men som fortaber sig i sanselig glæde og vellyst i den altfortærende ungpigeskønhed. En ung pige, der i modsætning til sin ældre bejler er anti-intellektuel, beregnende og oftest forelsket i en anden end romanens hovedperson. Denne model har oftest en ulykkelig udgang og bygger på sin vis videre på Thomas Mann's fabelagtige “Døden i Venedig” fra 1912. “Ungdom er skønhed” står der at læse i denne roman der handler om en ældre mands betagelse af en ung drengs skønhed. En roman der på mange måder kan sammenlignes med “Lolita”.

Ovenstående udsagn ville Humbert Humbert i hvert fald skrive under på med glæde. “Lolita” er på samme måde som “Døden i Venedig” en sproglig undersøgelse af skønheden. Skønheden repræsenteret af det unge uskyldige barn. Barnet, der endnu ikke er blevet depraveret af voksenlivets ansvar og intelligens. Og vigtigere – barnet der endnu er på vej frem i fysisk forstand, mens den voksne kun er på vej nedad – mod døden. Det er derfor Humbert (og mindre udtalt Albinus) bliver så betaget af smånymfer, fordi han i dem kan finde den rene skønhed.

Men selvom Nabokov og Mann deler historien om den ældre, der lokkes af den yngre, er det også kun på dette punkt, de kan sammenlignes. I forhold til den sproglige udformning er Nabokov langt mere henfalden til sprogets sanselige kvaliteter end Mann. I denne forstand er hans litterære ekkoer mere skikkelser som Marcel Proust og James Joyce. Men disse samligninger er heller ikke holdbare særlig langt. Nabokov er med sine kynisk udregnede historier og sanselige skrivestil, en forfatter der ubetvivleligt har sin helt egen stil.

Nabokovs sprog blomstrer med snørklede arabesker, indskudte sætninger og allitterationer, som alt sammen knopskydes i organiske billeder som i citatet fra romanen “Pnin” (s. 157): “Det var en af disse rå, blæsende og strålende morgener i St. Petersborg når det sidste gennemsigtige stykke is på Ladogasøen er blevet ført ud i bugten af Nevafloden og dens indigo bølger slikker mod kajens granit, og slæbebådene og de mægtige pramme, som ligger fortøjet langs kajen, knager og skraber rytmisk, og maghoniet og messinget på dampyachterne der ligger for anker, skinner i den kåde sol.” Man kan nærmest smage denne morgen i St. Petersborg, som fortælleren til romanen genkalder sig fra sin barndom mange år efter på et amerikansk college. Dette fører os over i et andet genkommende tema hos Nabokov: Emigranten der ikke længere har et fædreland, men i stedet er på odysse gennem den vestlige verden, som en tragisk Odysseus der nysgerrigt vender hver en sten på sin rejse, men aldrig kan vende hjem til Ithaka, fordi Ithaka (læs Rusland) ikke længere eksisterer. (Kuriosum: Naboko boede i sin landflygtighed i USA i byen Ithaca, opkaldt efter Odysseus hjemby)

Personernes liv udfolder sig i romanerne på samme måde som sproget i snørklede arabesker, hvor flytninger og rejser konstant ændrer deres flygtige jordfæstelse. Det er romaner befolket af fædrelandsløse, der af nød forsøger at skabe sig nye tilværelser med større og oftest mindre succes.