Vladimir Nabokov
Foto: Keystone/Ritzau Scanpix

Vladimir Nabokov

journalist Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
Vladimir Nabokov
Foto: Keystone/Ritzau Scanpix
Main image
Nabokov, Vladimir
Foto: Tappe Horst

Indledning

Den russisk fødte emigrantforfatter Vladimir Nabokov blev berømt og berygtet for romanen “Lolita”, der udkom i 1955. Det var svært at finde et forlag i USA, der ville udgive den kontroversielle historie om et kærlighedsforhold mellem en ældre mand og en meget ung pige. Siden er bogen dog blevet anerkendt som en vigtig og god roman.

Nabokov skrev alle sine bøger i landflygtighed, og denne skæbne smittede stærkt af på hans forfatterskab, der oftest har en emigrant i hovedrollen. Han har et meget stort forfatterskab bag sig, der tæller lyrik, drama, noveller, faglitteratur plus diverse oversættelser, men det er romanerne, han er mest kendt for.

 

47882613

Blå bog  

  • Født: 22. april 1899 i St. Petersborg, Rusland.

  • Død: 2. juli 1977 i Montreaux, Schweiz.

  • Uddannelse: Studier i slavisk og romansk sprog, Cambridge, England. Senere professor i russisk og europæisk litteratur på Cornell Universitet, USA.

  • Debut: Stikhi, 1916. Digtsamling.

  • Seneste udgivelse: Latter i mørket. Turbine, 2020. (Laughter in the dark, 1936). Oversat af Niels Lyngsø.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Dette var et forældreløst barn. Dette var et ensomt barn, et værgeløst barn, som en sværlemmet, ildelugtende voksen havde haft anstrengende omgang med tre gange den selvsamme morgen. (…) Jeg havde været hensynsløs, dum og uværdig. Og lad mig være ganske oprigtig: et sted i bunden af dette dunkle kaos følte jeg atter begærets øglebugtninger – så uhyrlig var min lyst til denne ulykkelige smånymfe.”
“Lolita”, s. 138.

Vladimir Nabokov voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk familie i St. Petersborg, hvor hans far var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret. I selvbiografien “Min europæiske ungdom” fra 1969 (“Speak, Memory”, 1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland. Det er ikke en helt almindelig biografi, idet den både består af erindring – og erindring iblandet ren fiktion.

Efter den russiske revolution i 1917 blev familien nødt til at flygte til England. Herfra begyndte Vladimir Nabokov sin tilværelse som emigrant, en tilstand der varede livet ud. Først flyttede familien til London, hvor Vladimir færdiggjorde sin uddannelse på Cambridge i slavisk og romansk sprog. I 1923 flyttede han til Berlin og blev en del af det russiske emigrantmiljø med ligesindede dissidenter. Her blev han gift, og her skrev han sine første romaner. I trediverne, da nazistpartiet kom til magten, og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, bosatte han sig i Paris. For endelig, da krigstrommerne begyndte at genlyde gennem Europa, at rejse over Atlanten og slå sig ned i USA. Her blev han først tilknyttet Wellsley College, og siden blev han professor på universitetet Cornell i russisk og europæisk sprog og litteratur.

I 1960 rejste han tilbage til Europa og bosatte sig på Montreux Palace Hotel i Schweiz, hvor han også endte sine dage i 1977.

Den flersproglige verdensborger

Nabokov skrev sine romaner på russisk, indtil han bosatte sig i USA. Herfra begyndte han at skrive på engelsk og at oversætte de fleste af sine russiske romaner og noveller til engelsk. I det aristokratiske barndomshjem i St. Petersborg havde han som lille talt både russisk, engelsk og fransk, som det var kutyme i det bedre borgerskab i Rusland. Han var altså fra barnsben flersproglig, hvilket satte sig dybe spor i hans forfatterskab, der vrimler med kommentarer på forskellige sprog, såvel som at historierne udspiller sig i forskellige lande. Det er signifikant, at Nabokov ikke er mest kendt for sine skriverier på sit russiske modersmål, men for dem skrevet på engelsk. Et engelsk som først blev hans litterære sprog, da han emigrerede til USA. Det er denne flersproglige verdensborger - en verdensborger af nød – emigranten, der portrætters i hans romaner.

Nabokov genså aldrig sit fædreland. Et fædreland hvor hans bøger desuden var forbudte, fordi det kommunistiske styre anså dem for at være undergravende. Hans romaner er dybt præget af emigrantens tilværelse, og mange af personerne er som ham selv hvileløse intellektuelle, der rejser rundt i verden uden et fast tilhørsforhold.

De første værker

Nabokov indledte sit forfatterskab med en russisk digtsamling, der blot hed “Stikhi” (betyder “digte”) i 1916 – sytten år gammel. Hans første roman, “Mashen’ka” fra 1926 (på engelsk “Mary”, 1972), skrev han på russisk, da han boede i Berlin. Bogen handler om en russisk emigrant, der drømmer om sin tabte kærlighed til pigen Mary, som han aldrig genser. Nabokov blev hurtigt anerkendt som en af de vigtigste russiske emigrantforfattere og bevægede sig i mange genrer.

I sit lange liv nåede han at skrive ni digtsamlinger, 20 romaner, 11 novellesamlinger, et filmmanuskript og nogle dramaer. Desuden skrev Nabokov også en del faglitteratur – der handler om litteratur, og han oversatte bøger fra russisk til engelsk og omvendt. Blandt andet oversatte han Lewis Carrolls “Alice i eventyrland” fra 1865 til russisk.

Blændet af kærlighed

Nabokovs sjette roman “Kamera Obskure” fra 1932 oversatte han selv til engelsk i 1936 med titlen “Laughter in the Dark” (“Latter i mørket”, 1960). Her møder vi den velhavende kunstkritiker Albinus, der forelsker sig hovedkuls i den unge pige Margot, der er ude efter hans penge. Albinus opgiver sin kone til fordel for Margot, og hun flytter ind i hans store lejlighed, mens konen må flytte ud. Men alt er ikke lutter romantik for Albinus. Margots tidligere elsker, den kyniske kunstner Rex, dukker uventet op og bliver en ven af huset. Albinus er for naiv og forelsket til at se, at de to har noget kørende. Hen mod slutningen af romanen, hvor Albinus endelig opdager de tos dobbeltspil, udfolder historien sig som en klassisk tragedie, da Albinus efter en bilulykke bliver blind på begge øjne – ligesom Ødipus. Herefter trækker han sig tilbage til en hytte i bjergene med Margot, som han har tilgivet, for at slippe for Rex. Hvad han ikke er klar over er, at Rex også flytter med. Margot og Rex begynder nu et ydmygende spil overfor den intetanende blinde Albinus. Rex finder en grusom fornøjelse i at sidde helt stille lige over for Albinus, der ikke ved, han er der. Rex går endda så langt som til at kilde ham med et græsstrå.

Mørkeleg med læseren

En pointe i “Latter i mørket” er, at det ikke kun er Albinus, der bliver hånet, det er også læseren, som hånes over sin uvidenhed. Hånet af forfatterens universale magt til at fortælle lige præcis, hvad han vil. Det er en meditation over det at snyde sin læser og udelukke det, som ikke er relevant. Derved bliver det til en metafiktiv roman, der forholder sig til det at skrive en roman.

Romanens indledende linjer beskriver dens “spil” ganske rammende: “Engang boede der i Berlin, i Tyskland, en mand, der hed Albinus. Han var rig, respektabel og lykkelig; en dag forlod han sin kone for en ung elskerindes skyld; han elskede, blev ikke elsket selv; og hans liv endte med en katastrofe. Det er hele historien, og vi kunne godt have ladet det blive ved det, hvis det ikke havde været for nytten og fornøjelsen ved at fortælle den (…)” (side 5).

Efter at have fortalt historien på disse få linjer kaster Nabokov sig nu ud i at fylde lidt kød på – for fornøjelsen som han skriver. Allerede her ligger der igen en ironisk spænding: Vi ved ikke helt, hvorfor denne historie fortælles. Er det for læserens fornøjelse? For fortællerens? Kommentaren stiller spørgsmål til læseren som voyeur, der opnår en nydelse i andres lidelse. Romanens titel sigter også mod denne ubestemmelighed. Er det forfatteren, der griner i mørket af sin læsers uvidenhed? Eller skal det kun forstås på historieplanet, fordi den unge pige mod slutningen af romanen griner af den stakkels blinde Albinus?

Men ud over denne mere eller mindre ubestemmelige leg med mediet er “Latter i mørket” også en roman om destruktive lidenskaber. Dette er en helt central linje i forfatterskabet, som især genfindes i “Lolita”.

Forsvarsskrift for en forelsket mand

“Den daglige hovedpine i mit gravlignende fængsels dunkle luft er meget distraherende, men jeg må fortsætte. Har skrevet over hundrede sider og er endnu ingen vegne kommet. Min kalender begynder at gå i skuddermudder. Dette må have været omkring den 15. august 1947. Tror ikke, jeg kan fortsætte. Hjerte, hoved – alt. Lolita, Lolita, Lolita, Lolita, Lolita, Lolita, Lolita, Lolita. Sætter, gentag til siden er fuld.”
Vladimir Nabokov: “Lolita”, s. 108.

Romanen “Lolita” fra 1955 (“Lolita”, 1957), der gjorde Nabokov berømt og berygtet, havde en lang tilblivelseshistorie. Allerede i 1939 skrev han en mindre novelle med titlen “Fortrylleren” , som er en forløber til romanen. Her løb den første lille sitren af “Lolita” gennem Nabokov, som han skriver i forordet. Men også handlingen – med den ældre mand der forelsker sig hovedkulds i den unge pige – er nogenlunde den samme som i romanen “Latter i mørket”.

“Lolita” handler om franskmanden med det mærkværdige navn Humbert Humbert, der rejser til USA i et forsøg på at bevare sin fornuft. Men begivenheder, han ikke helt er herre over, tager fart i det nye land, og Humbert gør sig skyldig i et par forbrydelser. Romanen er struktureret som et forsvarsskrift skrevet af ham selv, da han sidder på dødsgangen og skuer tilbage over de tragiske begivenheder, der førte ham dertil. Begivenheder han prøver at fremstille så objektivt som muligt for at vække juryens sympati. Humbert har gjort sig skyldig i at elske, der hvor samfundet har besluttet, at man ikke må elske. Og han har gjort sig skyldig i et mord på hans elskedes elsker.

Humbert forklarer i forsvarsskriftet, hvordan han ankommer til en lille amerikansk provinsby og lejer et værelse i et hus, der bebos af Charlotte Haze og hendes datter Dolores. Dolores er romanens ungdommelige femme fatal , som Humbert kalder Lolita: “Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned af ganen og banker på fortænderne ved det tredje. Lo-Li-Ta.” (side 9).

Således lyder romanens indledende linjer (lige efter forordet), der meget tydeligt illustrerer, hvad det er for en lidenskab, der brænder i hovedpersonen. Humbert har siden sin egen spæde ungdom været håbløst tiltrukket af helt unge piger, lige før de springer ud i puberteten. Han kalder disse piger for smånymfer, og Lolita er den ypperste repræsentant for dette folkefærd, han indtil videre har mødt. Lolita er kun tolv år, da han møder hende. Forelskelsen og den efterfølgende affære bryder et af de stærkeste tabuer i den vestlige seksualitets randområder. Barnet er et aseksuelt væsen, der ikke må begæres af den voksne og da slet ikke berøres. Men det er lige, hvad Humbert gør, fuldt bevidst om det skamfulde i andres øjne, hvorfor det bliver en kamp for ham at holde det hemmeligt.

Lidt inde i romanen gifter han sig med moderen Charlotte for at være i nærheden af Lolita. Charlotte mister dog livet i et biluheld, da hun, i ekstrem ophidselse over at have læst i hans dagbog, hvor meget han i virkeligheden elsker og længes efter hendes datter, er på vej til postkassen med et afslørende brev. Dette brev kan Humbert lige så stille samle op ved siden af den døde, og nu står banen klar til hans overtagelse af barnet – han er på grund af sit ægteskab med moderen lovformelig værge for barnet.

Humbert og Lolita begynder nu et forhold på en lang rejse, der varer flere år, tværs over det amerikanske land, fra motel til motel. På flugt fra Humbert’s angst for at blive opdaget og hans konstante jalousi, når Lolita taler med andre mænd. Humbert er dybt forelsket i den unge pige, der besvarer hans ømhed med en vis arrogance og ligegyldighed. Han må derfor købe sig til kødelig omgang med hende i form af gaver. Til sidst formår han ikke at holde hende til sig mere – hun stikker af med en anden mand, Quilty. Hendes forsvinden for Humbert til at bryde sammen i en erkendelse af at hun aldrig har elsket ham, som han har elsket hende. For at opnå en form for kompensation hævner Humbert sig på Quilty, og det er derfor han sidder i fængslet og skriver sine erindringer.

Den forbudte kærlighed

“Lolita” er en roman om kampen mellem det rationelle på den ene side og den hedonistiske, sansemættede hengivelse til skønheden på den anden side. Humbert overgiver sig fuldstændig til den forførende (og fortærende) Lolita og opgiver derved sin sidste rest af rationalitet og respektabilitet. Men selvom det er en lystfuld kærlighedshungren, som romanen beskriver, er det ikke en erotisk roman i kødelig forstand. Den er mere erotisk i en intellektuel forstand. Humbert’s sprog blomstrer i hans forsvarstale gennem en passioneret, sansemættet og irrationel linje, der er i konflikt med samfundets rationelle fordømmelse. Romanen bliver til en art symbiose mellem det rationelle og det irrationelle i karakteren Humbert Humbert.

Men “Lolita” er først og fremmest en kærlighedshistorie, om end en atypisk en af slagsen. Det er historien om en forbudt kærlighed, som gemmer sig for samfundets tabuisering. Humbert’s omgang med den unge pige er selvfølgelig et forkasteligt overgreb. Hun er kun tolv år, da forholdet indledes. Humbert skriver, at han nok er kommet til at ødelægge noget i Lolita således, at hun ikke udvikler en helt normal seksualitet. Men Lolita ødelægger også noget i Humbert med sin afvisning. Dette gør romanen til en ulykkelig kærlighedshistorie: Humbert elsker grænseløst, men hans kærlighed bliver ikke gengældt. Hans jalousi og besiddertrang driver ham til vanvid, fordi han ikke kan fastholde hende. Det er en hengiven sig til en frugtesløs, destruktiv kærlighed med en snært af dødsdrift. Det er en nyttesløs stræben i Humbert efter at besidde det ubesiddelige – hvilket i sidste ende slår ham ihjel.

“Lolita” skabte en del skandale, da den udkom, men romanen har også formået at fængsle mange mennesker, hvad de to filmatiseringer af bogen er et bevis på. “Lolita” blev filmatiseret første gang i 1962 af Stanley Kubrick. Her skrev Nabokov selv manuskriptet, men lavede efter Kubricks ønsker en del ændringer. Den anden filmatisering fra 1997 ligger noget tættere på bogen.

Lille mand i en stor verden

“Og det lillebitte hus var så rummeligt! Glad overrasket kunne Pnin synes at der ikke havde været nogen russisk revolution, ingen exodus, ingen udvandring fra Frankrig, ingen naturalisering i Amerika, alting kunne – i bedste fald, i bedste fald, Timofey! – have været næsten det samme (…)”.
Vladimir Nabokov: "Pnin", s. 129.

“Pnin” fra 1957 (“Pnin”, 1964) er en lille, smuk og humoristisk roman. En roman, hvor Nabokov igen tager livtag med emigranten. Her er det russeren Pnin (der deler navn med bogens titel), der fordrives til Europa af revolutionen for siden at tage ophold i USA. Pnin er en mindre vellykket professor i russisk på et ubetydeligt college i en amerikansk lilleby – en personskitse som har et betydeligt sammenfald med forfatterens eget liv. Han driver rundt i universitetsmiljøet i den lille by, hvor han bor til leje på skiftende adresser. Han har kun et par elever per semester, som han underviser i russisk sprog og litteratur. Han er en komisk skikkelse, der bliver gjort til grin på universitet, men dog uden at han selv er klar over det. Pnin er meget optaget af den russiske litteratur, han underviser i, såvel som de forskellige bøger, han skriver på. Og det er fra disse sysler, han får sine største fornøjelser. Men han kæmper samtidig med at opnå varig ansættelse på universitet. Han kæmper med det amerikanske sprog, som han ikke er så god til at udtale. Han kæmper med savnet af sin noget specielle ekskone. Han kæmper med at finde ro i sin emigranttilværelse. Han kæmper med savnet af et Rusland, han aldrig kan gense.

Pnin har boet i Europa i sin ungdom, hvor han færdedes i emigrantmiljøet. Dette miljø findes også i USA, hvor han følger med i emigrantaviser på russisk, såvel som han mødes med andre russere. Da Pnin endelig, efter at have boet til leje i flere år i den lille by, får sit eget lille hus, fyldes han af en følelse af lykke (se citat). Det er en lykke over at være faldet til ro, over at exodus’en er forbi, men om det er en endelig lykke for den kære Pnin, må man selv læse sig til.

Den sparsomme handling bliver fortalt af en person, der kender Pnin, men som først giver sig til kende som en del af handlingen til sidst – igen en rammefortælling med indbygget ubestemmelighed. “Pnin” er dog ikke ligeså kompleks som mange af Nabokovs andre romaner. Romanen er mere en hyldest til livet i form af en tragisk og komisk figur. Men ud over tragikken og komikken fornemmes der en vedvarende glæde ved helt fundamentale ting, som det at bade i en kold og klar å på en sommerdag eller at blive væk i sit fædrelands store litteratur.

Digteren, kritikeren og den abdicerede konge

En af Nabokovs vigtigste og mærkeligste romaner er desværre ikke blevet oversat til dansk. Det drejer som om den eksperimenterende roman “Pale Fire” fra 1962, som han skrev i Schweiz. Bogen blev rakket ned af anmelderne, da den udkom. Mange mente, at den ikke kunne læses, og at den ødelagde enhver nydelse for læseren, fordi den var så teknisk kompliceret og underlig i sin konstruktion. Men som den amerikanske litteraturforsker Richard Rorty skriver i et forord til bogen, er den senere blevet en klassiker og udmærker sig ved at være: “the work of one of the most powerful imaginations of our century.”

“Pale Fire” er en noget atypisk roman, hvis man overhovedet kan kalde den en roman. Den består af et langt digt, skrevet af den fiktive forfatter John Francis Shade. Digtet er rammet ind af et forord og en 227 siders lang kommentar af den ligeledes fiktive – og lettere psykotiske kritiker – Charles Kinbote. Det er en eksperimenterende roman, hvor det fortællende plot ikke så meget findes i digtet, men mere i den efterfølgende kommentar. Digtet, der deler titel med bogen, er inddelt i fire cantos på i alt 999 strofer med enderim. John Francis Shade mangler kun en enkelt strofe for at færdiggøre digtet, da han ved en fejltagelse skydes ned af en sindssyg person, der forveksler ham med hans nabo. Charles Kinbote, der er ven med forfatteren, udgiver digtet posthumt med sine egne kommentarer og forord.

Bogens plot er dobbelt. Den ene del består af digtet for sig selv med dets egen handling. Den anden del er Kinbotes fortælling i forordet og særligt i kommentaren. En kommentar der egentlig skulle handle om digtet, men som i langt højere grad handler om Kinbote selv. Det er i kommentaren, at det egentlige indhold i bogen er. Det er her, Kinbote folder sig ud, og det bliver tydeligt, at han er den egentlige hovedperson i bogen. I kommentaren stifter vi også bekendtskab med en person kaldet Charles Xavier, den sidste konge af Zembla. Nu ekskonge fordi monarkiet i dette fiktive land (Zembla) er blevet omstyrtet. Efterhånden går det op for læseren, at denne forhenværende konge er Kinbote, og at han havde håbet, at digtet handlede om ham og hans historie. Men en skuffet Kinbote/Xavier må erkende, at digtet handler om Shade selv og dennes familie.

Kinbote har mange ligheder med Humbert Humbert (hovedpersonen i “Lolita”), og man kan se, at flere af grundtemaerne i Nabokovs forfatterskab bliver ridset op i “Pale Fire”, selvom denne er meget mere sofistikeret konstrueret. ”Pale Fire” er på mange måder en roman om at finde sig til rette i en tilværelse som emigrant, og at acceptere livets tilfældigheder.

Slægter forgår

Ada or Ardor fra 1969 (“Ada eller Ardor: en familiekrønike”, 1971) er en meget ambitiøs roman. Den er Nabokovs længste, både målt på sideantal og på plottet, der strækker sig over mange år. Handlingen tager sin begyndelse i 1863 og følger Ada og Van som forelsker sig lidenskabeligt i hinanden. Men efterhånden finder de ud af, at de faktisk er søskende – deres familiestruktur er meget kompliceret. De to elskende splittes, og resten af romanen handler om deres voksenliv. Romanen består af Van’s erindringer skrevet i første person (igen en rammefortælling). Romanen ender i 1967, da de begge er blevet gamle.

Det er en af Nabokovs sidste romaner, og den er blevet kritiseret for at være for kompliceret og svær at forstå. Mange andre er dog blevet begejstret for denne intellektuelle roman, der har stof til mange læseaftener og ligeså mange spekulationer. Romanen er ligesom “Pale Fire” meget sindrigt konstrueret.

Romanen kan på mange måder læses i forlængelse af Nabokovs centrale tematikker, især det incestuøse er genkommende (lidt som i “Lolita”), men her i en helt anden udformning. Som sagt er det en rammefortælling, hvori Van, gennem sine erindringer, kigger tilbage på sit liv og sit forhold til Ada. Derved bliver romanens store tema tid: Om erindringen, om det at blive ældre og om døden. Om hvordan tiden udfolder sig fra fødsel til død, og især hvordan man observerer tiden på afstand.

Dekonstrueret fiktion

Nabokov er både blevet hyldet og beskyldt for at være en stor æstetiker. Han er blevet kritiseret for at nedprioritere sine historier til fordel for den æstetiske udformning. Nabokov har bestemt kælet for sproget, men det betyder ikke, at hans historier er simple. En gennemført roman som “Lolita” har et højst kompliceret indre forløb, måske ikke i den umiddelbare historielinje, men mere subtilt. Romanen er fyldt med små hentydninger, gåder, spor, ordspil, vittigheder og lignende, som den opmærksomme (og stakkels) læser kan blive helt forvirret af. Der leges med karakternes identitet. Hovedpersonen i “Lolita” har for eksempel en slags dobbeltgænger i sin rival Quilty. Quilty optræder med flere navne gennem romanen, og man bliver først sikker på hans reelle eksistens til sidst. Alt sammen elementer der komplicerer den fortløbende handling. I forlængelse af disse intellektuelle spidsfindige elementer giver det god mening, at Nabokov ved siden af forfattergerningen var en ivrig skakspiller og yndede at udtænke ‘skakproblemer’, som han også fik udgivet nogle af.

Et andet element, der komplicerer læsningen, er den store brug af ironi. Ironien gennemsyrer de fleste af romanerne på både historieplanet (karakterne imellem) og på et metaniveau. På metaniveauet sætter ironien spørgsmålstegn ved romanen som fiktion. Romanerne er fyldt med kommentarer, der nedbryder fiktionen, eksempelvis som i “Latter i mørket”. Her træder ironien ud af historieplanet og bliver til en kontrakt mellem forfatteren og læseren, fordi den ikke har noget med historien at gøre længere. Alle de ironiske ubestemmeligheder er ikke bestemt af historien, men bestemt af at Nabokov gør opmærksom på, hvordan han har konstrueret sin roman. Derved opstår der en dialog mellem forfatteren og læseren, som underminerer læserens evne til at leve sig ind i fiktionen. De fleste af Nabokovs romaner er skrevet ind i en rammefortælling, der igen komplicerer historiens forhold til læseren, idet rammefortællingen også gør opmærksom på, at der er tale om en konstruktion, om fiktion.

Der er mange ubestemmeligheder i Nabokovs romaner, hvilket gør dem svære at læse, fordi man aldrig kan være helt sikker på, hvad meningen er. Der er også mange mord, mange groteske situationer, mange gemene handlinger og mange grusomt udspekulerede mennesker. Men parret med den megen humor og glæde der også er i bøgerne, er det ikke den rene jammerdal at læse. Tværtimod er det en stor fornøjelse at blive udfordret af romanerne, som man ofte må læse igen for at forstå de mange lag, der er i dem.

"Ungdom er skønhed"

Nabokov er mest kendt for sine romanhandlinger om en ældre mand, der forelsker sig (fortaber sig) i en yngre pige (oftest meget ung). Dette plot var anledning til skandalen om “Lolita”, men er også at finde i en af hans første romaner “Latter i mørket”. Hovedpersonen i disse romaner (faktisk i næsten alle hans romaner) er den ældre mandlige intellektuelle, der færdes i de universitære og kunstneriske miljøer. Den intellektuelle der ikke kan finde ro i sine borgerlige sysler, men som fortaber sig i sanselig glæde og vellyst i den altfortærende ungpigeskønhed. En ung pige, der i modsætning til sin ældre bejler er anti-intellektuel, beregnende og oftest forelsket i en anden end romanens hovedperson. Denne model har oftest en ulykkelig udgang og bygger på sin vis videre på Thomas Mann's fabelagtige “Døden i Venedig” fra 1912. “Ungdom er skønhed” står der at læse i denne roman der handler om en ældre mands betagelse af en ung drengs skønhed. En roman der på mange måder kan sammenlignes med “Lolita”.

Ovenstående udsagn ville Humbert Humbert i hvert fald skrive under på med glæde. “Lolita” er på samme måde som “Døden i Venedig” en sproglig undersøgelse af skønheden. Skønheden repræsenteret af det unge uskyldige barn. Barnet, der endnu ikke er blevet depraveret af voksenlivets ansvar og intelligens. Og vigtigere – barnet der endnu er på vej frem i fysisk forstand, mens den voksne kun er på vej nedad – mod døden. Det er derfor Humbert (og mindre udtalt Albinus) bliver så betaget af smånymfer, fordi han i dem kan finde den rene skønhed.

Men selvom Nabokov og Mann deler historien om den ældre, der lokkes af den yngre, er det også kun på dette punkt, de kan sammenlignes. I forhold til den sproglige udformning er Nabokov langt mere henfalden til sprogets sanselige kvaliteter end Mann. I denne forstand er hans litterære ekkoer mere skikkelser som Marcel Proust og James Joyce. Men disse samligninger er heller ikke holdbare særlig langt. Nabokov er med sine kynisk udregnede historier og sanselige skrivestil, en forfatter der ubetvivleligt har sin helt egen stil.

Nabokovs sprog blomstrer med snørklede arabesker, indskudte sætninger og allitterationer, som alt sammen knopskydes i organiske billeder som i citatet fra romanen “Pnin” (s. 157): “Det var en af disse rå, blæsende og strålende morgener i St. Petersborg når det sidste gennemsigtige stykke is på Ladogasøen er blevet ført ud i bugten af Nevafloden og dens indigo bølger slikker mod kajens granit, og slæbebådene og de mægtige pramme, som ligger fortøjet langs kajen, knager og skraber rytmisk, og maghoniet og messinget på dampyachterne der ligger for anker, skinner i den kåde sol.” Man kan nærmest smage denne morgen i St. Petersborg, som fortælleren til romanen genkalder sig fra sin barndom mange år efter på et amerikansk college. Dette fører os over i et andet genkommende tema hos Nabokov: Emigranten der ikke længere har et fædreland, men i stedet er på odysse gennem den vestlige verden, som en tragisk Odysseus der nysgerrigt vender hver en sten på sin rejse, men aldrig kan vende hjem til Ithaka, fordi Ithaka (læs Rusland) ikke længere eksisterer. (Kuriosum: Naboko boede i sin landflygtighed i USA i byen Ithaca, opkaldt efter Odysseus hjemby)

Personernes liv udfolder sig i romanerne på samme måde som sproget i snørklede arabesker, hvor flytninger og rejser konstant ændrer deres flygtige jordfæstelse. Det er romaner befolket af fædrelandsløse, der af nød forsøger at skabe sig nye tilværelser med større og oftest mindre succes.

Bibliografi

Bøger af Vladimir Nabokov

Nabokov, Vladimir:
Stikhi. 1916. (Hverken oversat til engelsk eller dansk). Digte.
Nabokov, Vladimir:
Mashen'ka. 1926. (Engelsk titel: Mary. 1972. Ikke oversat til dansk). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Lolita. 1957. (Lolita, 1955). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Kamera Obskure. 1932. (Latter i mørket. 1960). (Laughter in the Dark. 1936). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Invitation to a beheading. 1959. (Invitation til skafottet. 1962).
Nabokov, Vladimir:
Pale Fire. 1962. (Ikke oversat til dansk). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Pnin. 1957. (Pnin. 1964). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Speak, Memory. 1951. (Min europæiske ungdom. 1969). Selvbiografi.
Nabokov, Vladimir:
Ada or Ardor. 1969. (Ada eller Ardor: en familiekrønike. 1971). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Poems and Problems. 1971. (Ikke oversat til dansk). Samling af digte og skakproblemer.
Nabokov, Vladimir:
King, Queen, Knave. 1972. (Konge, dame, knægt. 1972). Roman.
Nabokov, Vladimir:
Volsjebnik. 1939. (Fortrylleren. 1987). Roman.
Nabokov, Vladimir:
The Stories of Vladimir Nabokov – Complete collection of all short stories. 1995. (Ikke oversat til dansk). Noveller.
Nabokov, Vladimir:
The original of Laura, 2009. (ikke oversat).
Nabokov, Vladimir:
Sig frem, erindring. Gensyn med en selvbiografi. Gyldendal, 2014. Oversat af Peter Nørgaard og Morten Piil.
Nabokov, Vladimir:
Ulven kommer : litterære essays. Tiderne skifter, 2016. Oversat af Henrik G. Poulsen.

Andre udgivelser Vladimir Nabokov

Nabokov, Vladimir:
Lolita: A Screenplay. 1974. (Ikke oversat til dansk). Filmmanuskript.

Filmatiseringer

Nabokov, Vladimir:
Lolita. 1962. Instruktion: Stanley Kubrick<br />Omdiskuteret filmatisering af romanen, hvor Kubrick kr&#230;vede en r&#230;kke fundamentale &#230;ndringer i historien.Omdiskuteret filmatisering af romanen, hvor Kubrick krævede en række fundamentale ændringer i historien.
Nabokov, Vladimir:
Lolita. 1997. Instruktion: Adrian Lyne (instruktør). <br />Filmatisering, der er mere tro mod den oprindelige roman end forg&#230;ngeren.Filmatisering, der er mere tro mod den oprindelige roman end forgængeren.

Om Vladimir Nabokov

Stegner, Page:
Escape Into Aesthetics – The Art of Vladimir Nabokov. 1967. Eyre and Spottiswoode.
Dembo, L. S. :
Nabokov – The Man and his Work. 1967. Dembo, L. S. (red.): University of Wiconsin Press.
Fowler, Douglas:
Reading Nabokov. 1974. Cornell University Press.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vladimir Nabokov

Links

Fint opslag om Nabokov og hans vigtigste romaner. Søg efter Nabokov.
En omfattende side om Nabokov. Forskellige artikler og en brugbar biografi/bibliografi.
Nabokovs amerikanske udgiver. Omtale af alle hans bøger. Søg efter Nabokov.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vladimir Nabokov