Den postkoloniale globale scene

Naipauls seneste værker “Half a Life” fra 2001 (“Et halvt liv”, 2001) og “Magic Seeds” fra 2004 har som adskillige af hans øvrige romaner rejsen som tema. Begge romaner skildrer den globale karakter Willie Somerset Chandran, men de kan læses uafhængigt af hinanden. Willie fødes i Indien i 30’erne, studerer i London i England i 50’erne, lever i et unavngivent afrikansk land i 60’erne og 70’erne, tager til Tyskland for at forenes med sin søster Sarojini, drager i revolutionær guerillakrig i Indien for til sidst at vende tilbage til London.

Willies forældre er af ulige kår, da moderen er kasteløs, og faderen er af en fin braminer slægt. Denne splittelse mellem forældrene smitter af på Willie, som føler sig fanget mellem forældrenes ulige baggrunde. Da Willie kommer til London, omgås han en blandet gruppe af dels marginaliserede eksistenser fra kolonierne, og dels mere etablerede kunstnere og forlæggere. Han kaster sig ud i seksuelle affærer med venners kærester og med prostituerede, indtil han etablerer et mere følsomt forhold til den portugisisk/afrikanske Ane. De to finder sammen i og om en fælles følelse af afmagt, i en følelse af kulturel splittelse og udgrænsning. De tager sammen til Afrika, hvor de etablerer sig med hendes familie, de uddøende koloniale portugisiske plantageejere, der beskrives som rene snyltere på det afrikanske samfund. Mødet mellem kolonimagten og de koloniserede bygges i romanen på bedrag, selvbedrag, griskhed og misforståelser som resultat af uvidenhed.

Willie oplever aldrig en tilknytning til Afrika, som han heller ikke lærer at kende. Det største bekendtskab opnår han via sine mange bordelbesøg. Sidst i “Et halvt liv” forlader den nu 41-årige Willie både Afrika og Ane for at tage til Berlin og leve. Det halve liv er slut, og det efterlader ikke meget håb for den sidste halvdel.

Romantitlen “Et halvt liv” peger på i hvert fald tre forhold. Dels det indlysende at vi følger hovedpersonen Willie gennem et halvt liv. Dels at Willie aldrig får greb om sin identitet og om livet men lever på løgne og bedrag om for eksempel sin egen familiebaggrund. Og dels de mange romankarakterer der er splittede mellem flere kulturer som resultat af ind/udvandring og af kolonialismen. “Et halvt liv” klinger ikke ligefrem af livsglæde og lykke, for hvem har lyst til at leve halvt? Romanen er en deprimerende og pessimistisk kommentar på fremmedfølelse og på livsvilkår for fragmenterede mennesker.

Det samme er sådan set “Magic Seeds”, omend titlen foranlediger til at tro på en mere lys afslutning. Men guerillakrigen, som Willie drager i, viser sig at være styret af middelklasse romantikere og ubrugelige ideologier. En af deltagerne er draget i krig, fordi han er hanrej, en anden fordi han er en lille mand, og en tredje på grund af at hans karriere som matematiker er mislykkedes. Tilsvarende tragisk er livet i det London, Willie vender tilbage til efter krigen, præget af følelsesmæssig afstumpethed, hvor seksuelle oplevelser er utilfredsstillende og isolerede oplevelser, og hvor der ikke er udsigt til forandring. Romanen ender dog med et afklarende tankespind hos Willie: “Det er forkert at have et idealiseret syn på verden. Det er der, skaden starter. Det er der, alt begynder at afsløres.” Således er Naipauls seneste romaner en historie om mennesker, der ikke er noget som udgangspunkt, og som ikke kan gøre sig gældende i verden.