Forfatterskabets anseelse

Naipauls anseelse er forskellig i vesten og i den tredje verden. Den vestlige verden fremstiller ham ofte som en ensom, statsløs observator, og som en illusionsløs sandhedsfortæller, der er fri for ideologi. I 2001 modtog han nobelprisen “for at have forenet indsigtsfuld fortælling og ukorrumperbart skarpsyn i værker, som tvinger os til at se tilstedeværelsen af undertrykte historier”.

Men ikke alle kritikere er begejstrede for, at Naipaul benyttes som sandhedsvidne. Især den tredje verdens lande stiller sig kritiske, og for eksempel fremhæver den indisk/engelske forfatter Edward Said, at mens Naipaul i den vestlige verden anses for at være en mesterlig fortæller og et vigtigt vidne om manglende integration i den 3. verden, så er han i postkoloniale sammenhænge mærket som en, der skaber stereotyper og foragt for den verden, han selv er rundet af. Til sådanne angreb forsvarer Naipaul sig med, at “hvorfor skal man absolut sige noget godt om den verden, man kommer fra (…) En god forfatter bør altid udfordre og forstyrre åndelig dorskhed.” (Antoine de Gaudemar: “Passiar med en gnavpot”. Information, 12-21-01).